20 / 40
20
off track
/ mb
alle at være sluppet godt igennem.
Emil har endda vundet en plads i
bronze-klassens finaleheat samme
eftermiddag.
Senere ser vi de professionelle
verdensstjerner som: Gomez, Bolton,
Jarvis, Walker, Billy Bolt og Letten-
birchler junior sætte fantomtider på
vanvidsbanen. Nu er flere tusinde
tilskuere dukket op. Der laves syge
double jumps og feberpassager, hvor
hele forhindringer på 15 m flyves over.
Et par stykker brækker også en hånd
eller et ben i finalen. Stemningen min-
der i øjeblikke som en gladiatorkamp
i det gamle Rom: metal mod metal,
sved, larm, røg, tilskuerråb, nogen
der taber alt, køres væk og spanske
Alfredo Gomez, der er hurtigst i
guldklassen og hyldes.
Tre tilbage
Jeg er to dage inde i off-road etaper-
ne. Jeg er også langt inde i bjergkæ-
den Karpaterne, hvis toppe er 2.000
meter eller højere. På mit styr guider
min GPS mig videre ad det spor, som
også er markeret med blå strimler.
Eller: ”Spor” er så meget sagt. Det
er bare en retning gennem det vilde
landskab. Jeg har lige surfet ned ad
en leret skrænt og endt uden styrt i
den svære overgang, hvor jeg ramte
dalens bund. ”Yes”. Køreren, der kom
lige efter mig, tog imod bunden med
lige et klem for meget på forbremsen
og endte på snotten. Snart arbejder
jeg mig videre gennem klipper og
vand, da sporet nu følger et vandløb
den næste kilometer. Jeg forsøger
trialteknikken med benene godt ud til
siderne, så maskinen kan arbejde frit
under mig over de løse klippeblokke.
Det virker.
Så kommer jeg frem til en tricky
45 grader stejl skrænt, hvor sporet
pludselig drejer skråt venstre op i
skoven. Vi er fem kørere samlet. Jeg
finder lidt ekstra plads på den anden
side af vandløbet. Hver centimeter
ekstra tilløb tæller i hard enduro.
Det bliver andet gear. Løse sten, jord
og rødder giver automatisk hjulspin.
Med det, der føles som de sidste
gram og filen på koblingen, får jeg
akkurat holdt forhjulet nede og klarer
skrænten – før resten af gruppen.
Endnu en lille personlig sejr. Så går
det opad, som så mange gange før de
sidste to dage.
Efter yderligere 10 minutters vildt
climb dukker pludselig tank punkt 2
op – og pit’en hvor alle skal holde
20 minutters obligatorisk pause. Her
tager flere andre danskere imod mig.
Der er Marc, som utroligt hjælpsomt
havde serviceret min bagbremse og
andre skavanker sent sidste nat. Der
er min kæreste, Sessel, som følger
og støtter mig i løbet. Men også Dan
og Peter, som her halvvejs på dagen
har fået nok eventyr og trukket sig – i
tide. Kun Simon er foran mig ude på
ruten og Rasmus, som kører jern-klas-
sen, er ganske kort bag mig, skal det
senere vise sig. Alle andre er på trods
af det supergode samarbejde i den
danske gruppe udgået – og vi er kun
på dag to af fire i bjergene…
Ulidelig hede
En god pause og lidt skyer på himlen
køler og hjælper på min energi. Ener-
gien har ellers været helt i bund, efter
at jeg i går forsøgte til det sidste at
nå alle checkpoints – og i 32 graders
varme. Et dumt styrt den første dag
havde tævet min albue grundigt. Min
Søren Brahe, , Motorbladets skribent, kørte med nr. 486. Foto: Sessel Elmstrøm
Mestrenes mester. Engelske Graham Jarvis med øgenavnet ”The Silent Assasin” vinder
sit historiske femte Romaniacs i guld klassen. Men der er lige et par bonusforhindringer
før mål.
Toppen af Karpaterne er også åbne vidder. Så er det bare femte gear og nyde kølingen fra
fartvinden. Temperaturen på vej op over de 32 grader.
Landskabet i Rumænien giver den perfekte og største udfordring for endurokørere fra 56
nationer.