Speedway DM: Ingen mulig erstatningsdato til semifinalen

DM-semifinalen i speedway blev aflyst d. 18. maj, da flere af kørerne ikke havde mulighed for at deltage i semifinalen i forhold til deres kontraktlige forpligtelser.    

Sportskommissionen i speedway har efter aflysningen arbejdet intenst på at finde en anden dato for løbet, hvilket ikke har været muligt, hvor alle 16 kørere kunne deltage.

Når man kigger på kalenderen frem til DM-finalen, som køres d. 21. juni i Slangerup, vil man ikke kunne placere DM-semifinalen på en dato, hvor der ikke allerede køres et dansk eller udenlandsk ligaløb med deltagelse fra danske kørere, der har en plads semifinalen.

Med andre ord vil man stå i samme situation, hvor kørere, der enten er seedet ifølge reglementet eller er kvalificeret til semifinalen, ikke ville kunne deltage. Derfor har man besluttet at lade semifinalen udgå helt og seede alle kørere til DM-finalen.

Sportskommissionen havde ligesom rigtig mange andre naturligvis gerne set, at semifinalen var blevet kørt. Derfor har man også vendt og drejet en masse andre løsninger op til nu, som heller ikke viste sig at være mulige. Dertil har Sportskommission har været i dialog med landstræneren og nogle af kørerne, som skulle deltage i semifinalen i forhold til de forskellige løsninger.

Sportskommissionen har derfor besluttet, at det bliver de seedede kørere til DM-semifinalen samt top-5 fra kvartfinalen i Glumsø, der sammen med de seedede kørere til finalen udgør feltet ved DM-finalen i år.

Sportskommissionen er selvfølgelig kede af situationen overfor de kørere, som dermed ikke får muligheden for at køre sig til finalen, og selvfølgelig over for Outrup Speedway Club, som har planlagt at fejre deres 50-års jubilæum til semifinalen. Samtidig er Sportskommissionen også blevet bevidste om, hvordan lignende situationer undgås fremover.

Deltagerlisten til DM-finalen 2023 vil derfor se således ud:

  • Rasmus Jensen
  • Kenneth Bjerre
  • Anders Thomsen
  • Leon Madsen
  • Mikkel Michelsen
  • Niels Kristian Iversen
  • Andreas Lyager
  • Michael Jepsen Jensen
  • Frederik Jakobsen
  • Rene Bach
  • Jonas Jeppesen
  • Peter Kildemand
  • Benjamin Basso
  • Nicolai Klindt
  • Patrick Hansen
  • Mads Hansen

——————

Reserver:

  • Jonas Seifert
  • Kenneth Kruse Hansen