Til Road Race
Til forside

Dobbeltsejr til Oliver Svendsen i IDM på Schleizer Dreieck

Efter en fantastisk debut i World SuperSport 300 fortsætter Oliver Svendsen med at imponere.

Denne gang sikrede det unge talent sig en dobbeltsejr i 5. afdeling af det tyske IDM-mesterskab på den historiske gadebane Schleizer Dreieck i Tyskland.
Med kun 3 point op til mesterskabsførende Jerrey Buis var weekenden afgørende for at genvinde føringen i mesterskabet.

Schleizer Dreieck-banen med over 100 års historie er en af Tysklands ældste racerbaner, og dens asfalt fungerer til daglig som landevej for de lokale beboere. IDM-stævnet på denne bane tiltrækker årligt omkring 35.000 tilskuere, der forvandler området til en festlig mini-festival om aftenen og skaber en fantastisk stemning omkring løbet.

Lørdagens kvalifikation blev præget af skiftende vejrforhold, hvilket havde stor betydning for dækvalget.

På trods af dette formåede Oliver at vise sin imponerende fart fra den foregående weekend.

Selvom kvalifikationen ikke var optimal, lykkedes det den unge dansker at sikre sig en startplacering som nr. 2, lige bag Yamaha-køreren Dylan Czarkowski.

Lørdagens løb

Til weekendens første løb var vejret heldigvis tørt. Fra første sving lagde Svendsen sig i front, tæt forfulgt af sine teamkolleger Ruben Bijman og Phillip Tonn, begge faste deltagere i VM.

Gennem hele løbet blev der kæmpet hårdt med skiftende positioner, dog med et lille overtag til Oliver, som var mest i front. I løbets sidste sving lå Oliver forrest og var forberedt på et sidste angreb fra konkurrenterne. På trods af et forsøg fra Ruben Bijman lykkedes det Oliver at krydse målstregen som vinder, kun 0,065 sekund foran Ruben.

Oliver udtaler: “Det var et fedt løb med nogle sindssygt gode kampe i fronten. Jeg følte, at jeg havde overskud til at planlægge løbet og forvente et sidste forsøg fra mine konkurrenter ved målstregen, hvilket jeg også afviste. Med denne sejr er jeg tilbage i front af mesterskabet.”

Søndagens Løb

Søndag var dagen for weekendens andet løb, og med samme startplacering var en god start afgørende. Igen var Oliver først gennem første sving og var hele løbet en del af den fire mand store førergruppe. Han havde overskud til at planlægge løbet, især den sidste omgang, som bestemt ville blive en kamp mellem de fire kørere. På sidste omgang lå Oliver i front, skarpt forfulgt af konkurrenterne. Uden Olivers viden væltede de tre andre kørere på grund af olieudslip fra en medkører.

Dette blev først opdaget af den unge dansker, da løbet blev stoppet.

Oliver udtaler: “Selvfølgelig er jeg glad for weekendens anden sejr, men det var bestemt ikke den afslutning på et godt løb, jeg ønskede. Jeg er bare glad for, at de implicerede kørere er okay, og jeg er sindssygt glad for at udbygge min føring i mesterskabet.”

Efter en fantastisk weekend med dobbeltsejr er det unge talent nu i front af mesterskabet med 47 point og er dermed tættere på den ønskede IDM-mestertitel 2024. Næste gang Oliver skal på banen er den hollandske bane TT Circuit Assen den 16.-18. august, hvor der også er meldt ankomst af flere danske fans.