Til Motocross
Til forside

Massiv dansk indsats ved VM & EM i Uddevalla

Foto: MXGP.com

VM-sæsonen i motocross nærmer sig sin afslutning, efter den 15. afdeling blev afholdt søndag i Uddevalla.

Den svenske bane var som altid godt besøgt af danske motocrossfans, der heppede på de mange danske kørere, der deltog i både EM- og VM-afdelingerne over weekenden.

Mikkel Haarup viste rigtig god fart i første heat og kunne uden de store besvær tage andenpladsen på den udfordrende svenske bane.

Andet heat var dog uden den store spænding, da banens forhold efter de kørte omgange ikke tillod mange overhalinger.

Mikkel Haarup endte på en sjetteplads i heatet, som lige akkurat betød, at han missede podiet med kun tre point op til tredje- og andenpladsen i dagens samlede resultat.

Haarup kunne dog samle 37 vigtige point til den samlede stilling, hvor han fastholder sin placering som nummer fem i MX2-klassen.

I MX2-klassen kunne William Kleemann ligeledes hente fem VM-point og en samlet 18. plads, mens Oscar Brix hentede tre VM-point og en samlet 20. plads på dagen.

Ved EMX-250 afdelingen tog Nicolai Skovbjerg 12-pladsen, mens Magnus Smith blev nummer 17. Mads Fredsøe havde desværre et styrt, som var med til at give ham en samlet plads som nummer 32. Lucas Søndergaard blev nr. 37 på dagen, mens Emil Gjedde ikke kom med fra tidskvallen.

Ved EMX-125 kom Frederik Stampe ind som første reserve i begge heat og hentede en placering som nummer 37.

Emil Lodal, Jacob Bloch, Emil Gordon kom ikke med til de pointgivende heat.

Der er fem afdelinger tilbage af årets motocross-VM, hvor næste afdeling køres i Holland d. 18. august.

Du kan se alle VM-afdelinger på MAX.