Blandet dag ved MXGP
Foto: Rockstar Energy Husqvarna Factory Racing
Det blev ikke til det comeback, som Thomas Kjer Olsen havde håbet på, da danskeren kørte syvende afdeling af VM i motocross på en af hans favoritbaner i Letland.
Thomas viste ellers gode takter og havde en god fart i første heat. Desværre kostede en fejl ham dyrt, da en anden kører efterfølgende påkørte hans maskine, så danskeren ikke kunne fortsætte. Et meget frustrerende øjeblik efter en god start.
Andet heat lignede en gentagelse, hvor Thomas hurtigt bragte sig op i den øverste del af feltet. Det blev en intens afslutning på heatet, hvor han længe jagtede Jeremy Seewer for at overtage hans placering som nummer syv. Det lykkedes dog ikke for Thomas, der kørte over målstregen som nummer otte med nok point til at rykke op på en 12. plads i den samlede stilling.
– Desværre endte denne weekend lidt på same måde som sidste weekend – et godt heat og et dårligt. I det dårlige heat var det bare rent uheld. Jeg lavede en fejl, hvorefter en anden kører landede ovenpå bagenden af min maskine, så den gik for meget i stykker til at kunne fortsætte. Det værste ved det er, at jeg var med i fronten og jeg havde fornemmelsen af, at jeg kunne overhale flere af kørerne. Ottendepladsen i andet heat. Det er jeg tilfreds med. Jeg følte mig godt tilpas på maskinen, så jeg nød virkelig heatet. Jeg ved, jeg har farten, så det handler bare om at sætte alting sammen, fortæller Thomas Kjer Olsen.
Haarup markeret sig i MX2
Mikkel Haarup havde også godt styr på den lettiske bane og havde god fart i MX2-klassen. En femteplads i kvalifikationen lagde niveauet på dagen, hvor han kæmpede sig til vigtige point.
Mikkel kom hurtigt op på sjettepladsen i første heat, og inden længe jagtede han feltets fjerdeplads. Desværre kunne han ikke holde tempoet, men sluttede på en flot syvendeplads i heatet.
Andet heat blev en større udfordring for Mikkel, der næsten fik holeshot. Han blev presset tilbage af det hårde felt og måtte køre meget defensivt for at fastholde sin placering bedst muligt. Danskeren sluttede på niendepladsen i andet heat, hvilket gav ham en samlet syvendeplads på dagen.
– Jeg havde en virkelig god kvalifikation med en femteplads. Det var mit mål for weekenden at komme i en god position fra starten, for jeg vidste, at jeg kunne få et godt løb derfra. Jeg havde en smule mere fart og lavede nogle gode overhalinger i første heat. Så var jeg rigtig tæt på holeshot i andet heat. Banen var svær; den har en sandet overflade, men var glat nedenunder. Det var en positiv weekend. Jeg gjorde mit bedste, og nu har vi fire uger inden næste løb til at gøre tingene endnu bedre, fortæller Mikkel Haarup.