Da FIM Rally kom til Roskilde

Det danske sommervejr med tilbagevendende byger svigtede heller ikke, da det internationale FIM Rally i år skulle afholdes i Roskilde.

Af Niels Hansen (Stup)

Efter tre års tilløb blev den 74. udgave af FIM Rally sat i gang onsdag aften 31. juli på scenen på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Med lidt over 900 deltagere fra 28 lande, var antallet lidt under halvdelen i forhold til sidste Rally på dansk grund i Aalborg i 2002.

Men dengang var der også meget mere tradition i mange lande for at deltage i et FIM Rally, hvor finanskrisen i 2008 for alvor har været med til at nedsætte deltagerantallet.

Trods store anstrengelser fra arrangørforeningen og formanden, Flemming Aa. Nielsen for at få spredt budskabet og endda holde deltagergebyret nede på 175 Euro mod de 180 til 185, som har været normen i nogle år, så endte deltagerantallet altså på under de 1000.

Men det fratog nu ikke de mange unge og ældre motorcyklister fra hele Europa plus USA og Canada at nyde arrangementet og hygge sig.

Halvdelen af de omkring 150 danske frivillige var selv garvede FIM Rallydeltagere og den anden halvdel var motorcyklister, samt entusiaster for to- og trehjulere, som ikke havde stiftet bekendtskab med rallyet før. Set med danske øjne var det altså særligt positivt, at folk herhjemme kunne opleve, at mange stadig kører rundt i Europa og samles om deres kærlighed for motorcykler år efter år.

Rallyet i Roskilde havde lejet sig ind på Dyrskuepladsen, og med stor hjælp fra den lokale klub MC 74 Roskilde, var der i løbet af de forudgående tre år blevet fundet leverandører af mad og drikke, udflugtsmål både før og til selve rallyet, musik og underholdning og så alt det andet, som netop gør et FIM Rally til noget andet og mere omfattende end et traditionelt mc-træf.

For de uindviede er det sådan, at man som deltager betaler tre måneder i forvejen. Det betyder, at rigtig mange faciliteter kan bygges op, uden at man skal købe ind i blinde samt at mængden af maden også er tilpasset, så man mindsker risikoen for at stå med et stort overskud af fødevarer.

Og så er det også noget helt specielt at kunne fortælle myndighederne om et ”træf”, der daterer tilbage til 1936 og som er faciliteret af en international organisation som FIM, hvis samarbejdspartnere både omfatter FN og IOC.

Derfor var der da også pæne ord fra Roskildes daværende borgmester Joy Mogensen et år i forvejen, da hun bemærkede, at hun aldrig havde oplevet et så velforberedt arrangement på så tidligt et tidspunkt.

Da de første deltagere trillede ind på pladsen mandag middag, var mange ting på plads. Da det hele så officielt begyndte onsdag, skulle deltagerne dog også selv klare visse fornødenheder.

Mange kom også for at deltage i forarrangementerne, hvilket indebar sejlture i vikingeskibe som rorkarle; en tur på motorcyklen rundt om Isefjorden ved hjælp af fem færger; en aftentur med middag på M/S Sagafjord eller muligheden for en tur i Tivoli.

Især for dem, der valgte at ro et vikingeskib, var det overraskende at opleve, hvor svært det er at få 12 lange årer til at ”gå i takt”.

Onsdag blev alle landene modtaget med deres respektive nationalhymner på pladsen foran Vikingeskibsmuseet, og selvom himlens sluser valgte at åbne sig den dag, var de fleste af deltagerne dog mødt op foruden en del lokale, som vovede sig ud i regnen.

Onsdag aften satte deltagerne sig til bords til den første af de tre middage, som er en del af det forudbetalte. Bagefter åbnede Poul Andersen rallyet, og det var han meget glad for at få lov til som Roskildes ”midlertidige” borgmester på grund af Joy Mogensens overgang til en ministerpost.
Onsdagen efter ville byrådet så vælge en ny borgmester, som skulle vise sig at blive ham.
Så blev der tid til musik og øl fra bryggeriet Braunstein, der ligesom madleverandøren, slagteren i Osted, også er lokale.

Torsdag var en lidt stille dag på pladsen, for da var deltagerne på udflugt i busser rundt i Odsherred for både at se og høre om inddæmningshistorien, smage på de lokale produkter og være med til åbningen af Geopark Festivalen i Nykøbing Sjælland. Området er i dag en del af UNESCO’s verdensarv. Og igen med middag og musik om aftenen.

Fredag var der så den traditionelle nationsparade, som gik gennem centrum af Roskilde fra nord mod syd ind over Stænderpladsen.

Et spektakulært syn for tilskuerne, men en parade, som desværre blev skæmmet af, at der gik misforståelser i det for den gruppe, som var hentet ind til at styre trafikken og lade paraden køre.
Noget, som arrangørerne også gav en undskyldning for senere til deltagerne.

Men desværre også en oplevelse af, at det i dag er OK at spærre for al trafik i en by i to-tre timer, hvis der er et cykelløb eller motionsløb, men ikke en nationsparade med motorcykler fra 28 nationer, arrangeret af en verdensomspændende idrætsorganisation og som tager en god halv time at lade passere.

Men det skal dog siges, at deltagerne generelt var glade og tilfredse, og den gode mad, øl og vin til ”populære priser”, som det vistnok hedder, lægger en glad bund hos de fleste.

Næste år bliver det så byen Foligno midt i Italien, som en god portion motorcyklister fra Europa og sikkert også USA og Canada søger hen imod i den sidste halvdel af juni.

Måske også med en del danskere for første gang som deltagere og som skal vurdere, om de par tusinde kroner, det koster at deltage med fire dages camping, er det værd.

Morgenmad, to frokoster, tre gange aftensmad og faciliteter plus underholdning og udflugt er betalt i forvejen, så det burde være muligt at få det til at fungere.

Historien bag FIM rally viser, at ting til større events kan gå galt i større eller mindre omfang. Det sikre er, at et FIM Rally indeholder det bedste blandt motorcyklister: Venskab, hjælpsomhed og højt humør uanset køretøj, alder og nationalitet.