Dansk fightervilje ved første VM-afdeling
VM-serien i aquabike er begyndt og de danske kørere har meget at leve op til efter en sæson sidste år med både gode resultater og nedture. Første afdeling fandt sted i Kuwait, og som vi kender det fra danskerne, var det ikke uden drama og masser fightervilje.
I Runabout GP1-klassen blev Jan Jensen nummer 11 i pole position og startede godt i sit første moto, hvor han lå på en niendeplads. Men de mange bølger på langsiden gjorde desværre, at Jan mistede kontrollen over sin ski og faldt af den ved +120 km/t.
Jan ramte uheldigvis skien i stedet for vandet, og det voldsomme styrt medførte indre blødninger i siden af maven med voldsomme, blå hævninger. Sammenstødet med skien var så heftigt, at skiens carbonoverflade blev sprækket, hvor Jan ramte. Jan måtte derefter udgå af løbet og trak sig fra andet heat dagen efter.
Modsat godt gik det for den unge Oliver Koch Hansen, der tidligere har kørt i Ski GP3-klassen, men nu debuterede i sportens største klasse Ski GP1. Debuten gik over al forventning, hvor Oliver blev samlet 4’er i slalom og sluttede som nummer 10 til selve løbet.
En fornem præstation, der bestemt ikke blev lettere af spændingen hos den unge dansker, der skulle køre slalomfinalen om aftenen. Men så meget større var også forløsningen hos hele dansker-teamet og deres overraskelse over, hvor meget Oliver faktisk har udviklet sig. Vigtigst af alt, kunne han tage derfra med en god oplevelse her i starten af sæsonen.
Mads Koch Hansen nåede desværre aldrig sin bedste form i Kuwait, hvilket nok skyldes, at han også kæmpede med sygdom efter ankomsten. Samlet blev det til en 14. plads efter lillebroren Oliver i Ski GP1 – så her må Mads nok udstå håneretten et stykke tid, inden han får revanche ved næste løb.
Den sidste af Koch brødrene, Rasmus, havde en lidt skuffende sæson sidste år og var klar til at tage kampen op med 2020 i Runabout GP1. For en gang skyld var der ingen problemer med skien, og trods en dårlig start i første heat, der sendte ham ned på en 15. plads, kæmpede han sig op til syvendepladsen. I andet heat blev det så til en femteplads, hvilket gav en samlet femteplads over weekend. I slalom nåede Rasmus lige akkurat ikke top-4-finalen med fem hundrededele af et sekund og kom dermed på femtepladsen.