Dansk optimisme ved speedway EM
Foto: SportXpress
Nicki Pedersen og Leon Madsen kunne stille sig podiet efter første løb om europamesterskabet i speedway, og Danmark har hele tre kørere i pointfordelingens top fem. Næste løb er allerede i morgen, og chancerne for danske medaljer er stadig gode i et mesterskab, hvor der er meget mere på spil end bare en EM-titel.
Der er lagt op til intens kamp ved anden runde af EM i speedway, efterhånden som hvert point kan blive afgørende i den samlede stilling. Kørerne har vist, at de er sultne efter at vinde EM og ikke mindst det eftertragtede wildcard til en plads i det individuelle VM, Speedway Grand Prix.
– Danskerne er kommet rigtigt godt fra start og der er stadig gode chancer for, at vi kan stå med flere danske medaljevindere til EM. Men vi kommer bestemt heller ikke sovende til det. Både Robert Lambert (UK) og Bartosz Smektała (PL) viste masser af fightervilje i lørdags og at de ikke er til at spøge med. Så nok er Danmark på papiret stadig med helt fremme, men kørerne er også indstillet på, at det ikke bliver nemmere ved de kommende løb, fortæller landstræner i speedway, Hans Nielsen, og fortsætter:
– Når det så er sagt, har jeg stadig høje forventninger til danskerne. Nicki Pedersen og Leon Madsen kører formidabelt, Mikkel Michelsen er godt med, med kun 4 point op til de førende. Mickael Jepsen Jensen har meget at indhente efter en skidt start med kun 3 point, så her skal steppes op, hvis han skal kunne køre med om medaljerne. Næste løb køres i Bydgoszcz i Polen, hvor baneforholdene giver god mulighed for overhalinger og dermed også et meget publikumsvenligt løb. Sidst men ikke mindst er danskerne enormt tændte på at vinde guldet med udsigten til at komme med til VM, afslutter Hans Nielsen.
Anden runde af Speedway EM (SEC) køres onsdag d. 8. juli og kan ses på TV på Eurosport 1.