Danskerne markerede sig ved Aquabike VM

Sharjah er den tredjestørste af de syv emirater, der udgør De Forenede Arabiske Emirater (UAE), og den eneste, der har land til både den arabiske Golfkyst og Oman-bugten. Det var her, at de danske aquabike-kørere skulle udkæmpe den sidste afdeling af VM 2019 mod et stærkt internationalt felt.

Det skulle blive en dramatisk afdeling for danskerne med maskinproblemer og et heftigt sammenstød. Og selvom medaljedrømmen desværre ikke blev indfriet, deltog ikke mindre end fem danskere trods sportens lille størrelse herhjemme. Det er i sig selv en imponerende bedrift for dansk aquabike.

Nedenfor kan du læse om præstationerne fra de enkelte kørere under sidste afdeling af VM:

Jan Jensen – Team Lindbergh Racing

Pole position: P16

Moto 1 – P5:

Moto 2 – P9

Moto 3 – P9

Samlet – P5

Jan Jensen brugte træningen og sin pole position på at finde den gamle form igen. Det krævede en nænsom opvarmning efter den langvarige skade, som han pådrog sig tidligere på året. I pole position havde Jan også lidt svært ved at finde takterne og måtte desværre se sig tilfreds med en 16. plads.

Dog gik det bedre for veteranen i første heat, hvor han fik kæmpet sig hele vejen op til en femteplads – et superflot resultat – desværre var det ikke helt uden en pris. Jan fortalte efter løbet, at hans krop var blevet meget øm, hvilket skyldes hans lange skadesperiode, som langt fra havde givet ham den optimale forberedelse til sæsonens sidste løb.

Jan kæmpede dog bravt i de to sidste moto, hvor det blev til to niendepladser. Disse resultater var med til at sikre ham det bedste resultat i karrieren på trods af de mange udfordringer, som han havde døjet med tidligere på sæsonen. Alt i alt et super slutresultat på 2019 for Jan Jensen.

Rasmus Koch Hansen – Team Lindbergh racing

Pole position: P7

Moto 1 – Udgik

Moto 2 – P7

Moto 3 – P7

Samlet – P12

Ugen startede op ad bakke for Rasmus Koch Hansen, da han skulle teste maskinens motorperformance, og det endte desværre med, at hans ski var ved at synke. Heldigvis opfangede de andre danskere det lynhurtige og det lykkedes at få reddet skien i en sådan grad, at hans mekanikere kunne have skien klar til næste dags pole position. Her fik Rasmus kørt sig ind på en fornuftig syvendeplads.

I første heat vendte uheldet til gengæld tilbage, og Rasmus måtte udgå med et kollapset oliefilter. Det betød, at han i andet moto skulle starte sidst blandt de 25 ryttere. Det lykkedes dog for ham at hente en syvendeplads i både andet og tredje heat – en udmærket afslutning på en ellers dårlig start. De to syvendepladser sikrede Rasmus Koch Hansen en samlet 12. plads i Sharjah.

Anders Keller – Team Thoras/Keller tømrer og montage

Pole position: P5

Moto 1 – P5

Moto 2 – Udgik

Moto 3 – Lå på sygehuset

Samlet – P14

Anders Keller startede ugen med at forfølge sin drøm om en VM-medalje. Han kom udmærket fra start med en femteplads i pole postion samt en femteplads i første heat.

I andet heat gik det dog helt galt, hvor Anders havde et stort sammenstød med en anden rytter og efterfølgende blev ramt af en anden ski. Sammenstødet var så voldsomt, at det igangværende løb måtte afblæses, så Anders kunne blive transporteret sikkert i land og videre på hospitalet.

Heldigvis skulle det vise sig, at Anders ikke havde brækket noget, men grundet de voldsomme slag gik der dog et par dage, før han kunne blive udskrevet fra hospitalet. Anders er nu hjemme i Danmark igen, og vi håber og tror på, at han kommer stærkt igen til sæsonstarten i Kuwait.

Mads Koch Hansen – Team Lindbergh Racing

Pole position: P14

Moto 1 – P13

Moto 2 – P11

Moto 3 – P9

Samlet – P11

Mads Koch Hansen startede, som så ofte før, lidt forsigtigt med en 14. plads i pole postion. Derefter arbejdede han sig som vanligt op igennem feltet, hvor han i sidste moto endte på en udmærket niendeplads. Det bliver spændende at følge Mads i 2020, da han er top-motiveret for at forbedre sine resultater i sæsonen. Der er gode chancer for, at han kan trække noget helt særligt ud af ærmet her i 2020.

Martin Al Haj (intet team)

Pole position: P23

Moto 1 – P17

Moto 2 – P19

Moto 3 – P19

Samlet – P22

Martin Al Haj var så storsindet at låne sin helt nye ski til sin landsmand Jan Jensen, hvilket betød, at Martin måtte sejle på en knap så optimeret maskine. Udover det havde Martin også haft lidt vanskeligheder med at finde formen til slut i 2019. Vi ved dog, at han allerede nu har gang i et projekt med et nyt race-setup, så vi glæder os meget til at se, hvordan det udvikler sig.