EM Mini Bike Road Racing 2020 – Nyt Program
FIM Europa Mesterskab i Mini Bike Road Racing 2020 i Italien
Oprindelig var dette års mesterskab i Mini Bike Road Racing planlagt til at blive afholdt på banen i Assen i Holland. På grund af Corona situationen blev dette stævne aflyst, men det er nu lykkedes at få den italienske union FMI til at stå for stævnet, som nu afholdes på Adria International Raceway nær Venedig. Der er tale om en bane i topklasse og vores italienske venner er kendte for at afholde super velorganiserede arrangementer.
Stævnet finder sted fra 18. – 20. september og du kan se mere om banen på dette link Adria Raceway. Som man kan se er der to baner, så der både kan afvikles løb for de mindre maskiner og for store.
Der køres i alle MiniMoto klasser samt Honda NSF100 og de tre Ohvale klasser. Ohvale er sponsor for deres klasser ved stævnet. Samtidig vil der være international debut for den nye Aprilia RS250 SSP klasse, der vil deltage som en support klasse. Endelig er det planen, at der skal køres en afdeling af Alpe Adria Cup med SuperBike og Supersport, så der bliver masser af race at se på, når man ikke selv er på banen.
Tillægsregler kan du se her (se bort fra programmet, der er opdateret nedenfor) og tilmelding foregår gennem DMUs kontor ved at udfylde denne blanket.