Gode danske præstationer i Lommel
Anden afdeling af EM for 65cc og 85cc fandt sted i weekenden på den legendariske Lommel i Belgien, hvor der ventede de danske drenge en stor udfordring i de berygtede sandmasser. Men det var en dansk delegation, der gik helhjertet til opgaven, og selvom hjulene er små, kan man sagtens ride på sandbølgerne.
I hvert fald havde de danske drenge i 85cc virkelig god fart på. Andreas Krogh Jensen var virkelig godt kørende hele weekenden, og danskeren kunne da også snuppe en velfortjent andenplads på dagen, da de to tællende heat blev kørt søndag. Han missede første afdeling i Slovakiet, men med to andenpladser i Lommel, er han nu i top 10 samlet.
Andreas Krogh Jensen:
– Jeg var inden weekenden spændt på mit niveau, da jeg ikke deltog i den første afdeling af EM-kvalifikationen. Men det gik over al forventning. Jeg fik hurtigt et godt flow og farten var der også. Om lørdagen vandt jeg kvalheatet i min gruppe, så det var en god start. I første heat søndag tog jeg starten. Ivano [Van Erp] kom dog hurtigt forbi. Jeg forsøgte at hænge på ham, og kom i mål som nummer 2.
– I andet heat tog jeg også starten, men igen kom Ivano hurtigt forbi. Her koncentrerede jeg mig om at holde min andenplads, da jeg kunne se, at Ivano var meget hurtig. Banen var fed og passede godt til mig. Det var generelt en god weekend, fordi så mange danskere deltog, så der var mange at snakke med i løbet af dagene. Jeg er meget tilfreds med min præstation og resultatet i weekenden.
Lucas Bruhn er også en af dem, der altid knokler benhårdt på, og efter en nogenlunde start på serien i Slovakiet, så bar sjællænderens arbejde i Lommel virkelig frugt, da han snuppede den samlede tredjeplads på dagen – endda med et startstyr i andet heat. Desuden skød han opad i tabellen og ligger nu på en samlet fjerdeplads – med en god chance for at køre sig til finalen i Tjekkiet.
Lucas Bruhn:
– Jeg var godt spændt op til Lommel, da jeg vidste, at jeg havde farten til at være med helt i toppen. I kvalheatet fik jeg en fin start, havde nogle gode kampe med de andre og endte som 2’er i min gruppe. Til warm-up søndag, kom jeg godt i gang og satte hurtigste tid, hvilket var fedt. I første heat kommer jeg godt fra start som en 7-8 stykker i første sving, og får hurtigt kørt mig op til tredjepladsen.
– I andet heat kommer jeg ikke så godt ud over starten med et større startstyrt, hvor min fod ender med at sidde fast mellem bagdæk og bagdæmper. Jeg kommer dog hurtigt i gang igen og er 20’er efter første omgang. Jeg finder et rigtig fint flow og får overhalet 3’eren og 4’eren rimelig hurtigt og ligger der til mål.
Der var flere danskere, der viste rigtig god fart, men desværre også uheld til et par stykker, der røg med i det store startstyrt i andet heat.
I 65-klassen havde vi fem danskere på pletten med de mindre hjul, der alle leverede en flot indsats. Der var lidt point til nogle af drengene, imens der var god lærdom til alle mand, på en af verdens måske hårdeste baner.
Næste afdeling af EMX65/85 er i Slagelse den 11/12 maj, og vi opfordrer alle til at komme og heppe på de danske talenter. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.