Grund til dansk VM-optimisme lørdag
Foto: SportXpress
De tre danske speedwaykørere ved årets VM har ikke haft den bedste sæsonstart. Alligevel er de rykket længere op i stillingen op til femte afdeling på lørdag, hvor alle tre kommer med gode resultater i bagagen.
De danske resultater har ikke været prangende ved årets VM-serie i speedway, udover enkelte pladser i semifinalerne og en andenplads til Leon Madsen ved tredje afdeling.
Men måske er der grund til optimisme for gode danske resultater lørdag aften.
Leon Madsen virker til at have forbedret opsætningen af sit udstyr og kommer netop fra første EM-afdeling, hvor han suverænt lagde sig i spidsen med en førsteplads.
Mikkel Michelsen har haft meget fokus på at optimere sin opsætning gennem sæsonen, og det lader nu også til at have sin effekt. Han kommer ligeså fra første EM-afdeling med en solid andenplads, og dertil vandt han overbevisende titlen som individuel Danmarksmester onsdag aften i Slangerup.
Anders Thomsen kan komme ind som lørdagens joker i Gorzow, hvor han ikke blot har sin polske hjemmebane, men også vandt en VM-afdeling sidste år.
Der laves naturligvis ændringer på banen til VM-løb og presset på Anders Thomsen er stort. Men mon ikke, at han får stor opbakning fra de lokale fans, der også hepper på ham til dagligt i den polske liga.
Alt tegner på, at det kan blive en spændende VM-afdeling lørdag aften set med danske øjne, hvor hver kører kommer med ekstra gejst til at kæmpe for podiepladserne.
Du kan opleve alle afdelinger af SGP på Discovery+ eller på TV på 6’eren (eller af og til Canal 9)
Danskernes placering i VM-stillingen i øjeblikket:
- 6.plads – Leon Madsen – 42 point
- 11.plads – Mikkel Michelsen – 24 point
- 12.plads – Anders Thomsen – 23 point