Landstræner spår om EM-medaljer til Danmark

Første afdeling af EM i speedway køres i Polen på lørdag, hvor der for andet år i træk er kvalificeret fire danske kørere. Danmark stiller dermed med flest individuelle kørere til EM, hvor landstræner Hans Nielsen har store forhåbninger om at se flere danskere stå på sejrsskamlen.

De danske speedwaykørere plejer at gøre god figur ved EM. Sidste år hentede Leon Madsen en sølvmedalje, og året før blev det til bronze for Leon, mens Mikkel Michelsen tog EM-guldet.

Både Leon Madsen og Mikkel Michelsen er med igen i år sammen med landsmændene Nicki Pedersen og det unge talent Patrick Hansen. Alle er dog samtidig konkurrenter i jagten på den eftertragtede guldmedalje, der efter en regelændring i 2020 også giver direkte adgang til at køre med i VM.

– Efter regelændringen i 2020 har det bestemt øget interessen for at deltage i EM, for alle speedwaykørere drømmer om at køre med i VM. Det har betydet, at feltet er blevet hårdere, hvor vi ser tre kørere i feltet i år, der normalt også kører med til VM, nemlig Leon Madsen, polske Patryk Dudek og engelske Robert Lambert. Både Leon og Patryk Dudek har haft en god sæson ind til videre, mens Robert Lambert ikke har præsteret optimalt. Så det øger selvfølgelig de danske vinderchancer en anelse mere med Robert en smule ude af ligningen, fortæller landstræner i DMU, Hans Nielsen.

Danskerne er godt kørerne

Der er meget at glæde sig til ved EM, hvor de danske kørere alle har reelle chancer for at hente medaljer. Forud første afdeling er det dog svært at pege på andet, end at de danske kørere er blandt favoritterne.

– I øjeblikket er både Mikkel, Leon og Nicki rigtig godt kørende i forhold til resten af feltet. Patrick Hansen er stadig ung med sine 22 år, men han overraskede alle ved EM-kvalifikationsløbet i Esbjerg, hvor han vandt foran flere af de store danske navne. Så han kan bestemt også overraske.

– Alt kan ske her ved første afdeling, da banen er rigtig fin med plads til overhalinger og hverken giver en særlig ulempe eller fordel for nogle af danskerne. Psykisk er det selvfølgelig altid rart at få flest point med i bagagen allerede fra start, men i forhold til danskernes niveau mod resten af feltet er det meget realistisk, at vi får flere EM-medaljer til Danmark i denne sæson, afslutter Hans Nielsen.

SEC bliver sendt på Discovery/Eurosport

SEC-kalender:
  • Runde 1: Bydgoszcz (PL) – 12.06.21
  • Runde 2: Guestrow (DE) – 26.06.21
  • Runde 3: Gdansk (PL) – 03.07.21
  • Runde 4: Rybnik (PL) – 10.07.21