Løbsberetning fra Vilhelmsen
Simon Vilhelmsen deltog i weekenden i AMA Supermoto Championship 2018 i Idaho, USA. Her kan du læse hans beretning fra en noget broget men også succesfuld weekend.
Been there – done that! En meget lærerig oplevelse rigere.
At rejse er at leve, skrev en fynbo for snart mange år siden… tror nu ikke ham H.C Andersen tænkte på lufthavne, flyvemaskiner og affjedringskomponenter til motorcykler dengang.
Ankom en del forsinket til destinationen efter mange trængsler i lufthavne undervejs, ekstra overnatning, you name it – I tried it.
Torsdag: Direkte ud og lave cyklen klar og så handlede det om at se dyner.
Fredag: Blev jeg inviteret til at deltage i et lokalt mesterskab i flattrack motorcykelløb, nærmest sammenlignelig med vores speedway, men bare på let ombyggede motocross motorcykler. (sænket og med utrolig hård affjedring) Røg direkte i 4 ½ Pro klassen hvor også den nationale mester deltog. Meget underholdende. det handler kun om at komme ned til første sving og så dreje til venstre, og så var det lige her, at jeg fandt ud af at det var en grej sport – de havde en slæbesko på venstre støvle! Nå, only for fun … jeg klarede mig vist godt nok og så ikke helt skidt ud.
Lørdag: Race Day
Første træning… går godt, kører tider 1 sekund hurtigere pr. omgang end nr.2 så det giver ro på.
Anden træning… her går det galt, der er opstået et skarpt hul i den ene jordsektion, som jeg uheldigvis lander i og bliver smidt af, som i virkelig smidt af. Heldigvis virker min nye hjelm fra JUST1 efter hensigten, men den er kassabel efter den omgang. Må lige sidde og sunde mig lidt og tænke banen igennem så jeg ikke kommer ud for det senere på dagen.
Kvalifikation: Kvaler ind med hurtigste tid, så startplacering på pole sikret.
Heat 1 – Tar’ starten, trækker fra og syntes tilværelsen er rimelig ok, indtil jeg kommer til den anden jordsektion – i 5 gear og rullen stram… for at opdage at den er overvandet så det ikke er jord, men mudder – træls for nedbremsning på slicks i mudder fra højfart er noget bras – og det var det så også. Må lige have styr på motorcykel og mig selv, og imedens det sker er hele feltet kørt forbi. Nu er man jo ikke taget til USA for at give op, så kommer på cyklen igen, og slutter som 2’er velvidende, at jeg har speeden til at gøre noget godt til heat 2.
Heat 2 – Starter fra position 2 men fører ved første sving og planlægger at tage det ”nice and easy” fra front så ”play it safe” Simon sagde det inde i hjelmen. På sidste omgang gik det anderledes! Ved enden af langsiden, hvor vi kører maks speed i højt gear, lægger man jo motard cyklen slidende ind i publikumssvinget, men her blev jeg med overlæg torpederet direkte ind i siden af motorcyklen af en at de øvrige deltagere. Jeg og motorcyklen blev flyttet direkte ind i hegnet foran publikum med et ordentligt brag, så hegn og publikum og jeg blev blandet grundigt sammen. Motorcyklen og jeg ligner L…. men jeg får den rettet op så forhjulet og styr kan bruges og indleder jagten på en placering, men er godt gal i skralden. Når at tænke, at han kunne have endt min karriere lige der. Slutter som nr. 3 og samlet 3’er i den første afdeling, og for mig den sidste afdeling, i AMA mesterskabet.
Jeg mener ikke at jeg er pivset, men når motorsport bliver til kampsport med 160 km i timen på vej mod en publikumstribune syntes jeg ikke vi respekterer menneskeliv og det er i min optik uforenelig med det, både publikum og sponsorer forventer, at sporten skal skabe af oplevelser på dagen for løbet. Misforstå mig ikke, nærkampe, nogle gange tætte, er en del af gamet, og det er jo det vi sammen klapper hinanden på skulderen ad bagefter, men for mig har denne oplevelse været lærerig, og derfor jeg kan sige: Been there done that og det mener jeg så jeg har været.
Kalender justeret efterfølgende
Ps: Turen hjem tog et døgn mere end planlagt grundet lufthavns udfordringer.