Micro-samarbejde på tværs mellem 2 MX-klubber
Henover vinteren har de to MX-klubber Ballerup Skovlunde Motocross Klub og Hedelands Motorklub arbejdet på et projekt, som skal løfte Microsporten.
Om baggrunden for projektet fortæller de to klubber:
Vores fælles mål var at lave nogle muligheder for vores micromedlemmer, så den daglige træning kunne gøres bredere ved, at man kunne køre på flere baner.
Fordelene i vores samarbejde er fælles træning med klubtræner ( ATK ), hvor vi sammen kan udnytte hinandens trænere, samt muligheden for at give denne træning på to baner, således at den bliver mere varieret.
Denne træning er vigtig i de første år, hvor barnet skal lære de grundlæggende principper, inden de får tillært sig unoder.
Fælles klubmesterskab er også en del af dette projekt, for det bliver sjovere, når der er flere kørere til start.
Sidst, men ikke mindst, så er netværket en stor del af det for de små microkørere, og dette vil vi styrke via dette klubsamarbejde.
Vi håber og tror, at vores micromedlemmer vil tage godt imod dette nye tiltag.