Nyt fra SK Enduro april 2023
Den frivillige Enduro sportskommission afholdt mandag d. 24/04 møde om status på sæsonen og igangværende projekter. Nedenfor kan du læse en kort gennemgang af hovedpunkterne.
Breddetræninger med endurolandsholdet
Der har siden startet af året været snakket om at lave breddetræningerne for unge kørere, der kan træne sammen med DMU’s endurolandshold. Planlægningen af resten af sæsonen samt opstart af en ny cross country serie for enduro- og motocross-kørere har dog fyldt en del. Derfor vil man nu fokusere på at få sparket tiltaget i gang i samarbejde med DMU’s endurolandstræner.
Ændring i løbskalenderen
Det har været nødvendigt at flytte rundt på datoer for breddetræninger og DM afdelinger ift. hvornår man har kunnet leje øvelsesterrænerne af Forsvaret.
Det har også betydet, at nogle kørere forståeligt nok er blevet skuffet over flytningerne. Desværre er sæsonen et puslespil, der skal gå op mellem alle aktiviteter, og man nødt til tage imod de datoer, som Forsvaret stiller til rådighed for at sikre, at aktiviteterne bliver afholdt i stedet for aflyst.
SK Enduro vil dog fortsat forsøge at undgå flytninger mest muligt og fremadrettet også undersøge, om der kan findes et alternativ i stedet for at flytte datoer eller at bytte rundt på datoerne for f.eks. en breddetræning og en DM-afdeling.
Ny Cross Country Serie
Der kommer snart en udmelding om den nye Cross Country serie, hvor enduro- og motocross-kørere deltager i hver deres klasse.
SK Enduro håber fortsat, at mange motocross-kørere ser det som attraktivt tilbud for at prøve kræfter med at køre i åbent terræn og samtidig få masser af køretid.
Mød SK Enduro
Sportskommissionen i Enduro består af frivillige, der er valgt af DMU’s Enduro klubber.
Kommissionens arbejde består primært i at tilpasse enduro-reglementet, planlægge hver sæson for alle medlemmer og kørere, samt sikre sportens og klubbernes udvikling i Danmark.