Klubtræneruddannelser
DMU gennemfører i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) en træneruddannelse i flere trin.
Klubtræner 1 (KT1)
Klubtræner 1-uddannelsen fokuserer på at give deltageren redskaber til at varetage klubtræningen for urutinerede kørere, primært børn og unge. Deltageren opnår en grundlæggende forståelse for, hvordan træningen af børn og unge skal planlægges og gennemføres, og deltageren får konkrete, brugbare redskaber til den daglige træning i klubben.
Deltagerne undervises i teoretisk og praktisk viden om idræt og træning, idræt for børn og unge samt om, hvordan man undgår idrætsskader – alt sammen i overensstemmelse med Team Danmarks Aldersrelaterede Træningskoncept (ATK).
Uddannelsen omfatter en række e-læringsmoduler, en opsamlingsdag gennem DIF samt en grenspecifik undervisningsdag eller – weekend med din sportsgrens talent- eller landstræner.
Klubtræner 2 (KT2)
Klubtræner 2-uddannelsen bygger videre på Klubtræner 1, og det er derfor en forudsætning først at have Klubtræner 1-uddannelsen for at tage Klubtræner 2. Klubtræner 2 er kompetencegivende til Danmarks Idrætsforbunds Diplomtræner-uddannelse (trin 3 og 4).
Uddannelsen er hovedsageligt teoretisk, og fokus ligger på træning af de mere erfarne kørere. Klubtræneren får en grundig forståelse for, hvordan træningen tilrettelægges og gennemføres bedst muligt med henblik på at få mest muligt ud af kørernes potentiale.
I løbet af uddannelsen tilegner klubtræneren sig teoretisk og praktisk viden om fysisk og teknisk træning, styrketræning, ernæring, konkurrencepsykologi og træningsplanlægning i overensstemmelse med Team Danmarks Aldersrelaterede Træningskoncept (ATK).
Uddannelsen omfatter en række e-læringsmoduler, to kursusweekender hos DIF samt en grenspecifik undervisningsdag eller – weekend med din sportsgrens talent- eller landstræner.
Du kan se kommende uddannelsesforløb og tilmeldingsfrister på DIFs hjemmeside, eller kontakt DMU på dmu@dmusport.dk.