Pengeløse sponsorater
Der kan være mange potentielle sponsorer til jeres klub i lokalområdet, som ikke nødvendigvis kan give jer penge, men give støtte på andre måder.
Det er svært at finde sponsorer, men mest af alt kan det være svært at finde pengesponsorer som klub. Pengesponsorater er nemlig det dyreste, man kan give som sponsor, og derfor er det ofte mere attraktivt at give varer i stedet.
Som klub giver det samtidig mange flere muligheder for at finde en lokal sponsor. Dette kunne være et malerfirma, tømmerhandel, murerforretning eller lignende, der kan hjælpe med materialer til klubhuset – ligesom man også kan finde sponsorer til tøj eller andre brugbare ting til klubben eller medlemmerne.
Det kan også være, at I kan finde en lokal serviceudbyder – f.eks. indenfor bil- eller maskinudlejning, rengøring, opbevaring etc., hvor man kan forhandle en god rabatordning til jeres medlemmer og gøre det mere attraktivt at være medlem i klubben.
En yderligere mulighed er også at melde sig til OK Benzins sponsorordning, hvor I kan få penge lige ned i klubkassen for hver liter benzin, som jeres medlemmer tanker hos dem. Læs mere her.
Får alle nok ud af sponsoratet?
Det kan være, at I allerede har en eller flere af sådanne sponsoraftaler med varer i stedet for penge, men er der også fokus på det f.eks. i lokalmedierne?
Det kan have en enorm stor værdi for både jeres klub og sponsoreren at flage for sponsoratet som en god historie i de lokale medier. Sådanne historier kan altid være interessante for medierne og give god reklame for sponsoren. Oveni giver det naturligvis masser af synlighed til jeres klub i lokalområdet, og det kan være med til at tiltrække flere medlemmer og frivillige.
Byttehandel / Barteraftale
Hvis man kaster sig ud i en varesponsor, vil der ofte tale om en ”byttehandel”, hvor sponsoren får en slags synlighed, f.eks. med deres logo på et skilt i klubben eller på klubtøjet.
Her er der juridisk tale om en barteraftale, som skal håndteres med fakturering og moms. Det kan gøres ved, at varesponsoren sender en faktura med moms til klubben på den leverede vares værdi. På fakturaen anfører de, at det er et sponsorat, og klubben sender så en faktura (uden moms) til sponsoren på f.eks. reklameværdien, som sponsoren får ud af sponsoratet.
Det nemmeste er i den forbindelse, hvis beløbene matcher hinanden, men sponsoren kan naturligvis lægge størstedelen af sponsoratet som en vare, og hvis reklameværdien ved at være synlig i klubben er større, kan sponsoren betale differencen oveni.