Information om MX løbssæsonen i efteråret

Med udsigten til ophævelsen af det udendørs forsamlingsforbud arbejder Sportskommission MX på, at alle kan komme ud og køre efter sommerferien – uanset placering i de indledende, regionale runder af DM B, Mini, Pige og DM OB. For Mini B 85 og Junior 125 betyder det, at to løbsdatoer flyttes.

Da Sportskommissionen planlagde løbssæsonen 2021, gjorde man det ud fra en forventning om, at vi formentlig ville være underlagt coronarestriktioner, herunder et forsamlingsforbud, i hvert fald i løbet af foråret. Dette viste sig også at holde stik. Med regionsopdelte, indledende runder for DM B, Mini, Pige og DM OB har vi kunnet afvikle de første 5 afdelinger, med planer om samlede finaler på landsplan på den anden side af sommerferien. Til disse finaler var det planen, at de bedst placerede fra de indledende løb (antal afhængigt af størrelsen på forsamlingsforbuddet efter sommerferien) skulle have adgang.

Med de seneste lempelser af coronarestriktionerne og udsigten til, at der efter sommerferien ikke længere er et udendørs forsamlingsforbud, vil vi imidlertid gerne give alle mulighed for at komme ud at køre. Det betyder, at vi ikke vil begrænse adgangen til finalerne efter sommerferien – alle vil kunne tilmelde sig, uanset deres placering i de indledende runder.

For klasserne B MX1 og B MX2, hvor der er mange kørere, vil der blive afviklet A- og B-finaler. Det vil sige, at alle tilmeldte kørere får samme mængde køretid, uanset placering i tidskval. Ingen skal køre hjem igen efter kun at have kørt tidskval. B-finaler afvikles sammenlagt for B MX1 og B MX2.

For at ovenstående kan lade sig gøre, flytter vi rundt på følgende:

  • Junior 125-klassen flyttes fra Slagelse d. 18/9 til Næstved d. 19/9, hvor de kører finale 2 i forbindelse med DM-A og DM Dame denne dag.
  • Mini B 85-klassen flyttes fra Holstebro d. 28/8 til Morsø d. 15/8, hvor de kører finale 1 i forbindelse med DM-A og DM Dame denne dag.

Med flytningen af Mini B 85-klassen er der taget hensyn til, at kørerne har mulighed for også at deltage i EM 65/85 i Slovenien d. 28-29/8.

Den samlede løbskalenderoversigt er opdateret og kan ses her.

Udenlandsk deltagelse i DMU-løb vil igen være muligt fra d. 11. juni. Det gælder klasserne A MX1, A MX2, Dame, Mini B 85, Pige, Pitbike, Sidevogn og Quad-klasser. Det gælder naturligvis for udlændinge såvel som for danske kørere, at de skal leve op til de gældende restriktioner for indrejse m.v., og dette er kørerens eget ansvar.

Ovenstående planlægges naturligvis med forbehold for udviklingen i coronarestriktionerne, og muligheden for, at disse kan skærpes igen. Sker dette, må vi tage højde herfor og justere løbsplanlægningen derefter.