Stærk DM finale med publikum – pressemeddelelse

Det er kun 252 dage siden, at den 27-årige – kommende grandprix kører – Anders Thomsen, blev dansk mester i speedway. Onsdag aften skal Thomsen forsøge at genvinde sin titel på Vojens Speedway Center.

Der er stor forskel på en kold september aften og en sommerlig juni aften.

Men netop fordi sidste års individuelle DM finale var ramt af nedlukning, og kun måtte have 300 publikummer, har Danmarks Motor Union tildelt Vojens Speedway Center onsdagens DM finale.

Det bliver med sektoropdelt publikum, og en hel anden stemning og temperatur end i september 2020.

– Når vejret er koldt giver det som regel lidt flere hestekræfter til en speedwaymotor. Det kan give en del hjulspind, så jeg føler mig bedre tilpas under varmere forhold, og sammen med mit team skal vi nok finde den rette opsætning, siger den regerende Danske Mester Anders Thomsen, som til dagligt kører for SES – Sønderjylland elite Speedway i Metal Speedway League.

Det samme gør den 31- årige Nicolai Klindt som blev sølvvinder i september. Klindt har været stærk i foråret, og ligner også en oplagt DM kandidat.

– Jeg var utroligt skuffet over sølvmedaljen i flere uger efter sidste års DM. Men hen over vinteren har jeg vendt skuffelsen til motivation. DM-finalen er et af mine helt store mål i 2021. Jeg mangler det sidste step på podiet, og tror det kan lade sig gøre, siger Nicolai Klindt.

Sidste års bronzevinder Marcus Birkemose er også med i DM, ligesom Leon Madsen, der endte på fjerdepladsen, uden for podiet.

Veteraner som Nicki Pedersen og Niels Kr. Iversen har hver syv DM guldmedaljer. Derfor vil titel nummer otte betyde noget ganske særligt.

Så er man nummer to i historiebøgerne efter Ole Olsens utrolige tolv titler.

Stærke profiler som Mikkel Michelsen, Michael Jepsen Jensen og Leon Madsen har hede drømme om deres første individuelle DM titel.

Stor interesse vil der også være om flere af de unge talenter i dansk speedway. Den kun 22- årige Patrick Hansen vandt i april årets danske VM kvalifikation i Esbjerg, og han har også kørt sig ind i sommerens EM serie.

Semifinalen op til onsdagens finale blev overraskende vundet af den 23-årige Jonas Jeppesen.

DM finalen bliver transmitteret direkte på TV2 Sport med start 18.30.

Første heat køres kl. 19.00

Billetinfo: https://www.billetlugen.dk/artist/dm-finale-speedway/

DM Feltet 2021.

  1. Mikkel Michelsen
  2. Mads Hansen
  3. Rasmus Jensen
  4. Nicki Pedersen
  5. Andreas Lyager – erstatter skadet Peter Kildemand
  6. Jonas Jeppesen
  7. Patrick Hansen
  8. Niels Kr. Iversen
  9. Nicolai Klindt
  10. Marcus Birkemose
  11. Frederik Jakobsen
  12. René Bach
  13. Michael Jepsen Jensen
  14. Kenneth Bjerre
  15. Leon Madsen
  16. Anders Thomsen

Res: Thomas Jørgensen