Ændring til MX-reglementet vedr. oprykning fra YB C og OB C
Sportskommission MX har foretaget en ændring i MX-reglementets § 3.3.2 Oprykning til klassetrin B.
Følgende regel udgår af reglementet:
De tre bedst placerede i det endelige resultat af Young Boys og Old Boys C Cuppen rykker op i B-klassen fra begyndelsen af den efterfølgende sæson.
Baggrunden for, at reglen fjernes, er det svingende deltagerantal i YB C og OB C som betyder, at man kan ende med at vinde cuppen og skulle rykke op som B-kører, blot ved at deltage i de fleste af afdelingerne, men uden at man har det rette niveau til en oprykning.
Ændringen er godkendt af DMU’s Juraudvalg og gælder fra og med i år. Det vil sige, at der ikke vil være oprykning via placering i det endelige resultat i YB C og OB C i 2022. Der tildeles dog stadig oprykningspoint, som medfører oprykning ved 20 opnåede point eller senest i sæsonen derefter.