Anders Secher er nyt medlem af FIM Track Racing Commission (CCP)
DMU er glade for at kunne fortælle, at Anders Secher er blevet valgt som medlem af FIM’s Track Racing Commission. Det betyder, at Danmark fortsat vil have en stærk repræsentation i den internationale motorsports organisation.
DMU har i mange år haft glæden af Jan Stæchmann som repræsentant i kommissionen hos det internationale motorsportsforbund FIM. Men Jan Stæchmann valgte at trække sig fra posten sidste år, og på DMU’s opfordring indvilligede tidligere landstræner, Anders Secher, i at stille op til den ledige post.
Ved FIM’s møde i Lyon i februar godkendte FIM’s hovedbestyrelse således ansøgningen fra Anders Secher og optog ham i Track Racing Commission, hvilket er et stort kvalitetsstempel af Anders Secher som repræsentant for sporten.
Til dem, der ikke kender Anders Secher, kan vi kort præsentere ham her:
Anders Secher var landstræner i perioden fra februar 2011 til april 2017. Før denne periode var han tidligere 80 cc landstræner i perioden 1994 – 1999. I begge landstrænerperioder var der stor resultatmæssig succes.
Anders Secher er speedway-mand helt ind til benet, og hans passion for sporten startede som aktiv kører på Uhrebanen i Herning.
Anders Secher har arbejdet med ledelse gennem hele sit arbejdsliv og bl.a. været ansat i forsvaret i 17 år. Hertil kommer en master i HR og den højeste lederuddannelse i forsvaret. Ledelseserfaringen og interessen for pædagogik og læring blev vigtige værktøjer i udviklingen af danske speedwaytalenter.
Anders Secher har ikke kun dygtiggjort kørere på banen, men har også bidraget til litteraturen inden for motorsport ved at skrive DMU’s ATK-trænerhåndbog.
Efter den sidste periode som landstræner har Anders Secher holdt en lille pause fra speedway, men har de seneste år hjulpet bl.a. speedwaykørere med sparring og rådgivning inden for mentaltræning, fysisk træning, organisering og meget andet.
DMU er rigtig glade for, at Anders Secher er tilbage i sporten, og vi ser frem til et godt samarbejde i hans nye rolle som medlem af FIM’s Track Racing Commission.