Beretning fra Ring Knutstorp
Zenergy Racing, der i flere år har samarbejdet med DMU i road racing sammenhæng havde 2 dages træning og race på menuen fredag og lørdag 8-9/9.
Straks fra morgenstunden efter 2 timers tåget og kølig mc-tur til skånske Knutstorp, mødte jeg den forsamlede flok kørere til førermøde. Lidt færre end sædvanligt var mødt op denne fredag, men lidt flere forventes lørdag. 60-70 kørere i meget forskellige grader af evner og erfaring fik info om dagen.
En del ”usual suspects” var også mødt op, idet der stadig mangler afgørelser i flere klasser. Eks SuperMoto, hvor de 2 største kombatanter til at tage 2023 DM’et, Simon Vilhelmsen og Kenn Jensen. På dagen kørte Kenn på sin vanlige skrappe Husquvarna 450 toptunet på både effekt og affjedring. Kenn holdt sig ikke tilbage og kørte en 2. plads hjem i fredagens løb mod langt stærkere racere. Kenn’s store erfaring og den lette 450 racer gjorde nok udslaget, så det han tabte på langsiden blev hentet i de mange sving.
Simon have til dagen skaffet sig ganske uvant materiel, nemlig en 600 cc 4 cylindret racer. Lidt småproblemer fra morgenstunden blev klaret med egen og andres hjælp, så Simon også i løbet af træning og og race kunne vise sine evner. Han måtte dog kort før løbsafslutning bide i græsset efter en absolut godkendt og flot kørsel, på en ellers meget anderledes racer.
Der blev truffet mange kendte ansigter i både den administrative del og blandt kørerne. Både nuværende kørere og tidligere topkørere. Kim ”Ræs” Jensen sås med støtte til sin godt kørende søn Loke Knudsen. Kim’s kæmpe erfaring og evner især på Ring Knutstorp kom f.eks til udtryk, da jeg stod og kiggede på Julius Frellsen, sammen med Kim og Julius’ far. Lynhurtigt opfangede Kim en detalje med Julius’s måde at køre på, som han kunne optimere og vinde et par tiendedele sekunder på. Erfaring er ikke at foragte, især når det kommer fra en mand, der trods sin alder stadig kan køre fra de fleste på denne bane.
Både Julius og hans far fik da også en del ud af træningen, som nok bliver den sidste på en større bane inden Northern Talent Cup finalen om 10-11 dage på Hockenheim i Tyskland. Der blev fundet et ekstra sekund (lysår i denne branche) efter nogle ændringer på forhjulsaffjedringen. Knægtens evner fornægter sig heller ikke. Han gav baghjul til rigtig mange racere med både 3 og 4 gange mere effekt, idet han formår at bremse langt senere og holde væsentlig højere svinghastighed end de større racere. Til hans fordel skal da også siges at han er i toptræning både vægt- og kørermæssigt på sin KTM 250 cc NTC cup racer.
Dejligt at møde Søre Hole, der havde sit ”dækcenter” med, så han kunne servicere de flestes behov på den front. Søren er for de lidt ældre i sporten kendt som topkører i både DM, NM og EM i supersport 600 klassen.
Zenergy chefen himself Thorleif Møller nåede også at komme ud at køre, trods ganske mange andre opgaver ved stævnet. Hans ikke ret gamle Ducati V4 med rigtig mange ”hypper” blev luftet godt i både motor og resten af teknikken. En topplacering blev sat en anelse tilbage grundet et gearkiks ved udgangen til langsiden. Smil og glæde over de kørte omgangstider blev dog ikke ødelagt af den lille fejl.
Flere andre kunne nævnes her, men jeg nøjes med at fremhæve vejrguderne, der havde skaffet ualmindeligt godt vejr. Mange sås svede ganske heftigt…, ikke bare i læderdragterne, men generelt….