DMU og Anti Doping Danmark fremhævet af FIM ved anti-doping webinar

Danmark Motor Union og Anti Doping Danmark deltog i fællesskab ved et FIM-webinar d. 7/9, hvor begge organisationer var udpeget til at vidensdele om de to organisationers tilgang til antidoping-arbejde. FIM ønsker at sætte et bredt fokus på antidoping-arbejde i de nationale forbund, og havde derfor spurgt DMU og ADD om de ville hjælpe med vidensdeling til deres webinar.

Hos DMU arbejder vi i fællesskab med ADD med uddannelse af vores kørere og deres support-personale, således at vores kørere er godt klædt på til at undgå uforvarende at få problemer med dopingsager. Derudover har DMU et internt test-hold, kaldet AES-kontrol, der tester kørere ved løb på alle niveauer i løbet af vores sæson.

Ved webinaret deltog en lang række nationale forbund fra hele verden, der ønskede at blive klogere på hvordan de kunne udvikle deres anti-doping arbejde. DMU er altid glade for at dele ud af viden, og værdsætter det skulderklap det er, at blive udvalgt som speakere hos FIM.