Vigtig information til Motocross
Glade danske ansigter fyldte hele billedet, da der skulle deles pokaler ud i 85-klassen ved EM 65/85 i Holland denne weekend.
Som dansker kunne man kun være stolt over at se et rent dansk podie i 85cc-klassen i Arnhem søndag.
Der blev kæmpet hårdt om placeringerne i 85cc – så meget desto flottere var det, at Lucas Bruhn kunne stille sig øverst på podiet, da dagen var omme. 2. pladsen tog Andreas Krogh Jensen, og Nikolai Skovbjerg fuldendte det danske podie med sin 3. plads på dagen. Mads Fredsøe sluttede desuden på en flot 5. plads.
Stort tillykke til podietagerne, og godt kæmpet af alle de danske deltagere!
I 65cc blev Frederik Rahn Stampe bedst placerede dansker med en 19. plads, men også her kæmpede alle deltagerne og gav den hele armen.
Damerne kørte sidste EM-afdeling i Arnhem, og her kørte Line Dam sig på en flot 4. plads, og sikrede sig samtidig en 4. plads i den samlede stilling. Malou Jacobsen blev nr. 2 i 125cc-pigeklassen.
Se alle resultater på FIM Europes hjemmeside her.