Danske point i MX2 VM
Bastian Bøgh Damm og Mikkel Haarup kører begge med i dette års motocross-VM i MX2-klassen. Selvom første afdeling ikke var en drømmestart for de to danskere, er der stadig meget potentiale, der kan gøre sig gældende ved de kommende afdelinger.
Bastian Bøgh Damm kørte sin første VM-afdeling søndag og kom godt fra start ved at lægge sig som nummer 2 i feltet efter første heat. Desværre begik Bastian efterfølgende nogle fejl, der kostede ham den gode placering, hvortil Bastian på dagen sluttede som nummer 20 i den samlede stilling.
Bastian viste uden tvivl, at han har evnerne til at køre med i toppen af feltet. Han har farten, men rutinen mangler en anelse for VM-debutanten, som også resulterede i flere små styrt og at han faldt tilbage i feltet.
Mikkel Haarup havde ikke den bedste start i begge sine heat, men danskeren formåede alligevel at kæmpe sig op gennem feltet fra en 19. plads til en 13. plads i første heat, og fra en 23.plads til 17. plads i andet heat. Dette resulterede i en 15. plads i den samlede stilling.
Mikkel er stadig ved at opbygge sin fart på maskinen efter hans skade tilbage i marts, men han var nogenlunde tilfreds med dagens præstation:
– Det var okay; jeg fik point i begge heat, men jeg er nødt at forbedre det quick lap, der var under kvalifikationsløbet for at få en bedre placering ved startbommen. Jeg havde ikke gode starter efter det, men det lykkedes mig alligevel at hente point ved hvert heat. En samlet 15. plads er hverken, hvor jeg gerne vil være eller hvor jeg ved, jeg kan være, men jeg er ved godt helbred og jeg ved, at når jeg får styr på starterne, kan jeg være med i top-5.
– Min forberedelse til sæson gik godt indtil styrtet i Mantova i foråret, men det tager tid at komme tilbage i rytmen igen. Jeg gik glip af mange træninger og den tid skal jeg have indhentet, og det gør man ikke lige sådan. Så at komme fra første VM-afdeling med en samlet 15. plads er bedre, end jeg havde håbet på efter mit store styrt. Så lige nu glæder jeg mig til at komme videre med sæsonen og være med i toppen sammen med mine teamkammerater.
Næste VM-afdeling i motocross køres søndag d. 27. juni i England.