Danske udfordringer ved VM i Aquabike
I midten af maj var flere danskere draget afsted til Ibiza for at deltage i VM-afdelingerne inden for Aquabike.
Selvom danskerne generelt er godt med i sporten internationalt, så betød bl.a. flere tekniske problemer, at resultaterne ikke levede helt op til forventningerne.
I klassen Runabout GP4 deltog Nicolai Poulsen, som havde en meget blandet weekend. Han startede ellers fornemt med en top-5 i pole-position og en femteplads i første heat, som gav store forventninger til det de efterfølgende to heat.
Men det lykkes desværre ikke for Nicolai at holde gang i den gode stime, bl.a. fordi han faldt af skien i sidste heat efter kontakt med en anden rytter. Det kostede dyrt i den samlede pointstilling, som desværre bringer ham ned på en samlet tiendeplads.
I Runabout GP1 lagde Rasmus Koch Hansen godt ud med en andenplads under fri-træningen og fik pole position. Spændingen var altså høj og det lovede godt op til selve løbet.
Det første heat startede ligeledes godt for Rasmus, der tog hole-shot. Han holdt føringen og udbyggede den gennem hele heatet med 13 sek. ned til nummer to og havde overhalet alle andre ryttere med en omgang hele vejen op til top-7. Rasmus krydsede mållinjen, i det han troede var en sikker sejr.
Efter løbet var der dog indgivet en protest mod Rasmus, som fik en straf på en omgang og dermed frataget sejren i første heat for at lande på den forkerte side af en bøje.
Andet heat blev desværre en lang sej kamp og resulterede kun i en syvendeplads, som også blev hans samlede resultat overall. Så ikke den ønskede start for danskeren, men der var gode takter at spore forud resten af sæsonen.
Brødrene Oliver og Mads Koch Hansen stillede til start i SKI GP1-klassen, sammen med landsmanden Anders Keller.
Oliver havde flere problemer allerede i starten af weekenden med en overophedet motor, der forhindrede ham i at sejle en ordentlig kvalifikation. Han skulle derfor starte hele vejen tilbage på en 16. plads. Det lykkedes ham dog over weekenden langsomt at kæmpe sig op gennem feltet. Målsætningen havde hele tiden været top-5, så trods problemer nåede Oliver alligevel næsten sit mål med en samlet sjetteplads.
Oliver har sejlet nogen af de hurtigste omgangstider ved VM, så det bliver spændende at følge ham resten af sæsonen.
Mads Koch Hansen gjorde comeback efter at have været ude af sporten det sidste år grundet en operation. Desværre var det bare ikke Mads’ weekend, da han oplevede tekniske problemer i hvert heat. Det betyder også, at man aldrig fik et klart billede af, hvor han ligger i feltet uden tekniske problemer.
Mads sluttede det første Grandprix på en samlet 18. plads og arbejder på at få styr på det tekniske til næste afdeling.
De tekniske problemer ramte desværre også Anders Keller gennem hele weekenden. Det lykkes ham dog at få styr på sin ski i det sidste heat om søndagen, hvor han sejlede sig selv op fra sidste position til en ottendeplads. En flot præstation i sidste heat, som gav Anders nok point til at sikre ham en 13. plads i den samlede stilling