To dages VM-fest i Vojens i 2023
Foto: Frank Cilius
Der bliver bogstavelig talt klargjort til den helt store guldmedalje hos Vojens Speedway Center med VM-løb både d. 15. og 16. september.
Her afsluttes nemlig U21-verdensmesterskabet, mens den individuelle verdensmester i speedway måske også bliver fundet.
Det er meget sandsynligt, at der kåres to verdensmestre på Vojens Speedway Center. Fredag den 15. september afgøres årets U21-mesterskab, Jørgen Hansen Biler FIM SGP2. Og lørdag den 16. september gælder det så Deluxe Homeart FIM Grand Prix, hvor polske Bartosz Zmarzlik kan sikre sin fjerde VM-titel.
Desværre har de danske resultater ikke rakt til at nærme sig en medalje denne sæson. Leon Madsen har dog stadig til gode at hente en sejr på dansk grund, så hvis dansk speedway skal have lidt grandprix-succes i 2023, må Vojens Speedway Center gerne være stedet, hvor det kan ske.
Dertil har Mikkel Michelsen, og aftenens wildcard, Rasmus Jensen, også chancen for global hæder og opmærksomhed med en sejr på aftenen. Anders Thomsen er desværre ikke med til Grandprixet i Vojens grundet skade.
Direktør for Vojens Speedway Center, Jacob Olsen, glæder sig som altid til årets store danske speedway-event, hvor der i år også vil være en masse ekstra tiltag for at underholde gæsterne.
– Min stab og jeg knokler for at skabe et brag af en VM-weekend, hvor publikum udover race i verdensklasse kan få nogle gode oplevelser i den store Fan Zone, som til i år er udvidet med nye aktiviteter, siger Jacob Olsen og afslutter:
– Fra min egen tid som kører og landstræner ved jeg, hvor afgørende det kan være at mærke en solid opbakning fra vores trofaste fans. Derfor vil vi gerne skabe en fest, som måske også kan tiltrække nye publikummer. Vi har jo rammerne og organisationen til at afvikle to events på to aftener i træk.
Begge løb starter klokken 19.00, men den store Fan Zone åbner klokken 16.00 om fredagen, og allerede klokken 12.30 om lørdagen, hvor verdenseliten også har officiel træning og tidskørsel.
Fan Zonen byder på udstillinger, speedway-quizzer, talkshow med den 17-dobbelte verdensmester Erik Gundersen, autografskrivning og fotografering af grandprix-stjernerne, en ægte F-16 fra Fighterwing Skrydstrup og meget mere.
På dette års Fan Zone findes også et tema omkring kvinder i dansk motorsport, som er arrangeret i samarbejde med Danmarks Motor Union.
Du kan opleve alle afdelinger af SGP på Discovery+ eller på TV på 6’eren (eller af og til Canal 9)
Kom med til SGP i Vojens
Oplev både de danske og internationale topkørere i speedway, når det individuelle VM kommer til Vojens Speedway Center lørdag d. 16. september.
Og fredag d. 15. september skydes speedwayfesten i gang i Vojens, når den sidste og afgørende afdeling af U21 VM (SGP2) afholdes.