Februar nyhedsbrev fra SK RR

Så er vi trådt ind i 2021, og desværre spøger corona stadig i Danmark og udlandet.

Det skal dog ikke forhindre os i at planlægge sæsonen, som I kan læse mere om i dette nyhedsbrev.

Løbskalenderen er offentlig

Løbskalenderen kan allerede nu findes online på https://loebskalender.dmusport.dk/.

Der er ikke åbnet for tilmeldingen endnu, men du har nu chancen for at sætte kryds i kalenderen og glæde dig til foråret.

Nyt om Classic TT EM & DM

Grundet corona er det store stævne på Djursland blevet flyttet til d. 18-20 juni, og den nye dato er blevet godkendt hos FIM-Europe. Tilmeldingen åbner d. 19/4 og du kan læse mere om løbet på https://ctt.ringdjursland.com/.

Vi forventer ligeledes, at løbet beholder sin status som Nordisk Mesterskab efter flytningen. Dette afventer dog endelig godkendelse fra de andre nordiske lande.

Mini-sæsonen m. Supermoto

Samarbejdet med Zenergy Racing om afvikling af miniserien fortsætter i 2021-2022-2023, og starter i år ud i Slovakiet på et rigtigt flot anlæg. Samarbejdet har fået endnu større betydning, efter at Road Racing Herning desværre ikke længere er en aktiv klub og dermed ikke kan afvikle Mini-løb.

Det bliver de 18 bedste resultater ud af 22, der tæller med i den samlede stilling. Dvs., at man kan nøjes med at køre alle de danske stævner, og stadig få makspoint.

Klasserne bliver i år lidt anderledes og Supermoto får også en klasse. Se en oversigt over klasserne nederst i PDF’en her.

Serietilmelding til Zenergy Challenge for Mini og Supermoto:

  • 18-21. april, Slovak Karting Center, SK
  • 22-23. maj, Skærbæk, DK
  • 14-16. maj, Asserballe, DK
  • 4-6. juni, Thy, DK
  • 2-4. juli, Vojens, DK
  • 30. juli–1. august, Asserballe, DK
  • 3-5. september, Skærbæk, DK

Samarbejdet med Zenergy Racing var rigtig godt i 2020, vi vil derfor gerne fortsætte dette samarbejde. Vi har haft en rigtig god dialog med Thorleif i vinterpausen og vi kan begge se store fordele i at afvikle DM afdelingerne sammen.

SK har også været i dialog med Simon Vilhelmsen fra Asfalt Sport Fyn i forhold til etableringen af Super Moto klassen. Simon ser meget frem til samarbejdet og til at inddrage Super Moto for at få endnu mere opmærksomhed samt forhåbentligt flere kørere til sporten.

Vi ser frem til en forrygende sæson med masser af opbakning og ikke mindst løbsaktiviteter.

Mvh
Sportskommission RR