Fire danskere til EM-start på lørdag
Foto: SportXpress
EM i speedway starter på lørdag, hvor de forsvarende danske medaljevindere Leon Madsen og Mikkel Michelsen stiller til start sammen med landsmændene Andreas Lyager og Niels-Kristian Iversen.
Danmark har domineret EM i speedway de seneste sæsoner, hvor Leon Madsen og Mikkel Michelsen skiftevis har dystet om medaljerne. Senest i 2022 med dansk guld til Leon og bronze til Mikkel.
I år har 25-årige Andreas Lyager også kvalificeret sig til de fire EM-afdelinger, og selvom han fik en slem skade på hånden tidligere på sæsonen, føler han sig klar til at tage kampen op mod toppen af feltet.
– Jeg føler mig klar og topmotiveret ovenpå kvalifikationsrunderne, for jeg har haft en rigtig god sæson indtil nu med gode resultater. Skaden på hånden er også blevet meget bedre, så jeg regner ikke med de store problemer på lørdag, fortæller Andreas og fortsætter:
– Men selvom jeg har gode chancer, har jeg selvfølgelig respekt for de andre kørere. Jeg ser meget op til Mikkel Michelsen, som også har en rigtig god sæson og bestemt er en kandidat til guldet i år. Min målsætning er minimum en placering i top-5 i hver afdeling, men jeg tager det en afdeling og et heat ad gangen.
Niels-Kristian Iversen var oprindelig på reservelisten til løbet, men her fredag morgen fik danskeren nyheden om, at han også kan trække i køredragten på lørdag som erstatning for polske Grzegorz Zengota.
EM i speedways første afdeling køres i den polske by Częstochowa lørdag kl. 17.00 og kan streames på den danske speedwayligas hjemmeside som pay per view.