Glen Meier godt kørende i Faenza – pressemeddelelse
Foto: MxJuly
Ved søndagens VM afdeling i Italienske Faenza, var det specielt i første heat at Team Specialmonterings Glen Meier imponerede, men en lille fejl kostede ham dyrt.
Glen kvalificerede sig som nr. 23 og kørte til bom med en god fornemmelse med banen.
– I første heat er jeg 20-22 på første omgang, men får kørt mig op som 12’er. Jeg ligger nr. 13 i et godt stykke tid, inden jeg ryger ned som nr. 14, og er der til der er to omgange igen. Der laver jeg en lille fejl og ryger ned, så jeg ender som nr. 22, siger Glen Meier.
Glen var super Ærgerlig over afslutningen på heatet, men samtidigt godt tilfreds over at have farten til at kunne ligge så højt oppe i feltet. Desværre var heldet heller ikke med Glen i andet heat.
I andet heat var starten ikke god, og netop som Glen var ved at køre sig op i feltet, ramte en anden kører ham bagfra. Det gav et stort slag på skulderen, og Glens muskel begyndte at krampe sammen, så han valgte til sidst at køre ud.
– Efter slaget på skulderen valgte jeg at køre ud af andet heat, så kroppen kunne få ro på inden vi skal køre igen onsdag. Der er ikke lang tid til at komme sig, når det ligger så tæt, siger Glen Meier.
Glen havde generelt et godt flow på banen, og han ser frem mod de næste VM afdelinger på samme bane, på henholdsvis onsdag og søndag.