God fart for danskerne i MX2 VM
Mikkel Haarup og Bastian Bøgh Damm havde en fornuftig dag i England ved anden afdeling af VM i MX2-klassen. Begge er stadig nye i VM-sammenhæng, men dagens resultater viser, at de kan markere sig ved VM.
Danskerne kørte overbevisende i kvalifikationen og viste gode takter i første heat. Andet heat blev en demonstration af talentet hos VM-debutanten Bastian, der var helt oppe og blande sig i top-5. Desværre rakte kræfterne ikke til at holde placeringen, men danskeren havde samlet nok point i dagens heats til at slutte som samlet nummer 10 på dagen. Bastian ligger nu nummer 17 i den samlede stilling.
Mikkel Haarup gjorde det ikke let for sig selv i første heat, hvor han først skulle finde farten. Han vendte dog en 13. plads efter første omgang til niende plads i første heat. Andet heat så ud til at blive en gentagelse for danskeren, der bragte sig i feltets top-10 og var tæt på at indtage ottendepladsen. Desværre endte Mikkel Haarup i et voldsomt styrt, som han heldigvis rejste sig fra og kunne fortsætte uden skader. Det kostede ham dog placeringen og han måtte nøjes med en 14. plads på dagen. Mikkel ligger nu nummer 15 i den samlede stilling.
Næste afdeling køres i Italien d. 4. juli.