God Jul & Godt Nytår, Vi ses til en masse Enduro i 2024
Året 2023 er ved at gå på hæld og vi tager lige om lidt fat på et helt nyt år, fyldt med en masse spændende Enduro.
Året 2023 har budt på 6 afdelinger af DM, et år hvor XC-serien så dagens lys, og året hvor arbejdet med vores strategiske satsninger fik lidt ekstra ”kærlighed” i form af initiativet #MereEnduro.
Dansk Enduro er for alle… Hurtig, langsom, ny, øvet, gammel og ung – i dansk Enduro er der plads til alle. Det handler om at mødes med en masse, der deler samme passion, og få en god oplevelse med hjem. Nogle møder for at vinde, andre møder for at få snakket og blot have en god dag i godt selskab.
#MereEnduro er ”født” for at skabe rammerne for mere Enduro for medlemmer i DMU med Enduro-licens. #MereEnduro er en strategisk satsning, der løbende evaluerer og igangsætter på initiativer, som skal sikre, at Enduro i regi af DMU vokser.
Indledningsvis får #MereEnduro i 2024 tre fokusområder: 1. Udviklingen af vores talenter gennem landstræneren. 2. Igangsættelsen af ”Børne Enduro” – Enduro som leg for de helt små. 3. Enduro for alle – Fokus på det sociale og det at nå ud til ungdomsskoler mv.
Vores landstræner Alex Mikkelsen udvalgte i slutningen af året fire kørere til DMU’s Enduro talenttruppe. Talenttruppen vil fra 2024 være delt mellem Talent A og Talent B, hvor Talent A er vores bedste talenter, mens Talent B er kørere, der har potentiale til at blive en del af Talent A.
De udvalgte kørere i Talent A er: Oliver Schmidt og Mike Andersen, og i Talent B: Victor Guldhammer og Carl Filt Beyer. Gruppen samles til første samling allerede 23. december i Kolding.
I 2024 er det vores forventning at kunne så de første frø til ”Børne Enduro” – Leg for de helt små på helt små maskiner. Det er ikke tanken, at de små kører løb, men at de indgår i mindre arrangementer, hvor leg og kammeratskab omkring Enduro er i fokus.
Der vil i 2024 blive nedsat en arbejdsgruppe, som skal arbejde med dette, og det er vores forventning, at vi allerede i 2024 ser de første arrangementer, hvor de små er med. Så hjælp os med tage godt imod dem.
Enduro er for alle – også dem, der endnu ikke ved, at det er noget for dem. I 2024 vil vi prøve at nå længere ud blandt dem, der ikke i forvejen kender til Enduro. Flere foreninger har crossmaskiner stående, som eleverne skruer på og til tider kører på. Dem vil vi gerne mødes med og præsenterer Enduro for.
Undersøgelsen, som SK udsendte efter sidste afdeling af DM, viser tydeligt, at det sociale omkring Enduro er vigtigt for hovedparten – Vi vil derfor gennem 2024 arbejde på, hvordan vi kan skabe bedre rammer for det sociale, bl.a. før og efter vores løb. Der vil også på dette område blive nedsat et udvalg, der skal arbejde med initiativet gennem 2024.
I forbindelse med DMU’s repræsentantskabsmøde i starten af 2024 har Dan Uno og Søren Reinhard besluttet at udtræde af sportskommissionen for Enduro (SK Enduro). Både Dan og Søren har begge gennem mange år formet arbejdet i sportskommissionen for Enduro. Der skal derfor lyde en kæmpe TAK for indsatsen gennem alle årene til dem begge!
Går du derfor selv med tanker om at stille op som kandidat til arbejdet i SK Enduro, så tøv ikke med at kontakte SK-formand Claus Beyer, på claus.beyer@hotmail.com eller 50581113, for en snak om hvad der ligger i rollen og om det måske var noget for dig.
Og ellers er der bare tilbage at sige: Sørg for at forny dit klubmedlemskab og din licens fra 1. januar, så du kan komme ud at køre. De frivillige i din klub arbejder for, at du har nogle gode forhold og steder, som gør det muligt, at du kan udøve din sport og få oplevelser og udfordringer, som du ikke finder på samme måde andre steder. Så hjælp os ved allerede i januar at indløse din licens.
Du og din familie ønskes en god jul og et rigtigt godt nytår af Enduro Sportskommissionen – Vi ses til en masse Enduro i 2024.
På vegne af SK Enduro
Claus Beyer