Haarup fastholder sin VM-placering

Foto: SevenOnePictures

Den sjette afdeling af VM i motocross blev kørt i Spanien søndag, hvor Mikkel Haarup trods manglende fart kunne fastholde sin samlede VM-placering.

Der var enkelte gode momenter for Mikkel Haarup i begge heats af VM-afdelingen i MX2, og overordnet leverede danskeren en stabil indsats gennem dagen med en kortvarig placering indenfor feltets top-10 i andet heat.

Ligesom Mikkel tidligere også har givet udtryk for, skal han bruge tid på at finde sig til rette på den nye maskine og det nye team. Så alt i alt er det positivt at se ham køre omgangstider uden alt for store udsving og hvor de bedste tider matcher de generelle omgangstider i feltets top-10.

Det blev til en placering som nummer 12 i første heat og en placering som nummer 15 i andet heat, som sikrede Mikkel Haarup en samlet 13. plads på dagen. Dette var også nok til at fastholde hans 13. plads i den samlede VM-stilling.

Næste afdeling af VM i motocross køres d. 21. maj i Frankrig.