HANS NIELSEN: LEONS VILJE SEJREDE

Det kan godt være at 30-årige Leon Madsen ikke bliver verdensmester i 2019, men den formidable sejr i årets mest prestigefyldte grandprix, bekræfter at Madsen har potentialet til at blive Danmarks 6. individuelle verdensmester.

Af Ib Søby

Den danske landstræner Hans Nielsen var fuld af roser til Leon Madsen, lørdag aften, inden Leon Madsen blev hyldet på podiet foran 30.000 publikummer, og millioner af tv seere verden over.

– Jeg er så imponeret over Madsens mentale styrke. Han startede ikke specielt godt, men fandt efterhånden fart og overskud. Han var outstanding i hans fire sidste heats. Selvfølgelig blev der ikke flyttet så mange point i topstillingen, fordi Zmarzlik og Saytfudionov også nåede finalen, men sejren var en kærkommen gave til dansk speedway.

– Efter den svære aften på hjemmebane i Vojens for 14 dage siden, rejste Leon Madsen sig på flotteste vis, og er nu meget tæt på at sikre sig en VM medalje. Det er meget opløftende, siger Hans Nielsen.

Leon Madsen er nu 11 point foran Lindgren på 4. pladsen og mangler kun to point til Saytfudinov på den øjeblikkelige 2. plads.

– Det tegner til bronze eller sølv, når årets grandprix serie slutter i polske Torun om 14 dage, men guldet er også en mulighed. Godt nok er Zmarzlik foran med 9 point, men det er før sket, at det forspring kan hentes, siger Hans Nielsen, og henviser til sæson 1996.

Det år kom Hans Nielsen til sidste afdeling i Vojens med 9 points forspring, men tabte VM titlen til amerikanske Billy Hamill, som den aften scorede 11 point mere end Nielsen.