Hans Nielsen: Vi har gode chancer for guld i Vojens

Foto: SportXpress 

Speedway of Nations køres som bekendt på nationalarenaen i Vojens fra d. 27-30 juli. Her skal kørere fra 15 forskellige lande dyste om den prestigefyldte verdensmestertitel for par. Det bliver en speedway-fest af de helt store, når Vojens Speedway Center slår dørene op til 4 dages hæsblæsende ræs. Den danske landstræner Hans Nielsen ser gode muligheder for et dansk topresultat.

– Jeg synes vi har rigtig gode chancer, vi har 5 rigtig stærke kørere i truppen, der blandt andet tæller 3 Grand Prix-kørere, Rasmus Jensen der har været flyvende i år og Frederik Jakobsen der ligeledes har gjort det rigtig godt. Så jeg tror på, at vi kan sætte et par der er mindst lige så gode som vores konkurrenters. Desuden har vi hjemmebanefordelen – hvilket vil sige at vores kørere kender banen i Vojens bedre end vores modstandere gør. Forhåbentlig kommer der masser af mennesker og støtter os, således at hjemmebanefordelen bliver endnu større.

England kommer som forsvarende mestre, efter de noget overraskende vandt på hjemmebanen i Manchester i sidste års udgave af SON. Her slog de Polen i finalen, og sikrede sig altså guldet foran et tændt engelsk publikum. Landstræner Hans Nielsen ser også sidste års finalister som et af de lande Danmark kommer til at kæmpe om guldet med.

– Vi skal virkelig holde øje med polakkerne – det har ikke lige flasket sig for dem sidste år, hvor de kiksede i finalen, men de er stærke og skal regnes med i favoritfeltet. Vi skal selvfølgelig ikke glemme englænderne som vandt sidste år, de har udtaget en rigtig stærkt bruttotrup. Så de bliver helt sikkert også farlige.

Jacob Olsen og staben omkring Vojens Speedway Center har med kort varsel overtaget SON-værtskabet, der i første omgang skulle have været afviklet på banen i Esbjerg. Alle speedwaybaner er forskellige, både i forhold til belægning og størrelse, men det får ifølge Hans Nielsen ikke den store betydning for det danske landshold.

– Det er to forskellige baner, den i Esbjerg er større og indbyder måske mere til parkørsel – men i sidste ende er det jo ens for alle. Banen i Vojens er også en super fin bane, og jeg er sikker på den står knivskarpt, så vi virkelig kan få noget fed ræs. Når alt kommer til alt, tror jeg ikke det gør den store forskel om det er på den ene eller anden bane.

U21 landsholdet spås fine chancer for et godt resultat

SON afvikles både for senior- og U21-landshold, og her spås der gode chancer for de unge danske kørere der ligeledes skal køre på banen i Vojens.

– Det er super godt at det køres på Danmarks hjemmebane og her er fordelen nok endnu større end hos seniorlandsholdet, da mange af de andre U21 landshold ikke kender banen i Vojens. Vi har nogle rigtig gode kørere, men på papiret har polakkerne måske et bedre hold. Mange af deres unge kørere har erfaring fra den polske Ekstraliga, så det bliver en udfordring – men jeg er optimistisk og vi har da helt sikkert en god chance for at levere et topresultat.

Speedway of Nations køres på Vojens Speedway Center fra d. 27-30 juli – information om formatet kan findes her

Du kan finde en oversigt over bruttotrupperne her

Billetsalget er allerede i fuld gang og billetter kan findes her

Du kan følge med i SON hos Discovery her