Hvorfor sker der ikke noget… (Leder i nyeste Motorblad)

Lederen fra nyeste Motorblad kan læses her med fokus på udviklingen og fremtiden for speedwaysporten

Sæsonen er godt i gang; der er masser af aktiviteter rundt i landet og i udlandet, vejret er fantastisk – så hvad ”mangler”?

Normalt beskæftiger lederen sig ikke med en specifik gren i DMU, men mere generelt. Men jeg føler, det er nødvendigt, at alle med interesse for Speedway får øjnene op for situationen i dansk Speedway anno 2022.

Nogen vil jo klart spørge ”jamen hvad er problemet…” og ”vi gør jo som vi plejer…” og ”nu skal vi jo ikke ændre hele speedway-verdenen sådan lige med det samme…”.

Til det sidste spørgsmål kan jeg jo kun konkludere, at når vi kigger 8-10 år tilbage, så har vi stort set hvert år haft en tilbagegang i antal aktive, antal officials og antal frivillige hjælpere.

Jo der er naturligvis også rigtig mange af de gode historier, når vi ser på resultater, fantastiske aftener til en divisionsmatch, ligaen eller et VM på dansk jord, Speedway Kids – men vi har ikke rykket det grundlæggende for at sikre den sportslige udfordring, som er bredden og en øget tilgang til sporten.

Dette kræver AKTIV HANDLING; for ellers vil dansk speedway og klubberne snart opleve endnu flere og større problemer, hvor der ikke vil være nok kørere til at gennemføre divisioner og ligaer, samt at man vil mangle den nødvendige økonomi og sponsorer.

Selvom dækningen fra de danske medier dertil er ret høj i SGP-sammenhæng, så må vi også se i øjnene, at interessen i befolkningen de sidste mange år har været dalene. Og man kan bare ikke overleve alene på holdningen om, at Speedway er verdens bedste sport.

Hvis interessen ikke er der, får man ikke flere udøvere eller fans, og så skal man se på, hvordan sporten kan gøres mere attraktiv og inkluderende – både som en idrætsaktivitet og en tilskueroplevelse for børn, unge og voksne.

Så hvad gør vi?

FØRST og FREMMEST skal vi anerkende den situation, vi er i, og derefter få en god og konstruktiv drøftelse af de 3-5 vigtigste tiltag – og ikke mindst få dem implementeret.

Vi har altid mange bolde i luften, men en ærgerlig erkendelse kunne meget vel være, at klubberne (eller andre) ikke griber dem. Bestemt ikke fordi, man ikke vil, men fordi der ganske enkelt er for mange opgaver i hverdagen i den enkelte klub.

Men én af mulighederne er f.eks. at fokusere på at få flere (og HOLDE FAST på) 50cc kørere, som så vil føde kørere i 85cc og de andre klasser, og på denne måde være med til at sikre breddeudviklingen. De samme muligheder kunne også gøre sig gældende for elektriske maskiner, som en mindre vedligeholdelseskrævende maskine til en ny generation af kørere i 85cc-klassen.

Men der er naturligvis også mange andre ideer, som skal drøftes.

Så der er nok at tage fat på og der afholdes møde med alle klubberne, selskaberne og specielt inviterede sidst i september, hvor vi skal drøfte OG FASTLÆGGE nødvendige tiltag for 2022 (efterår) og 2023, så dansk speedway igen kan blive det fyrtårn, vi var for år tilbage.

Med håb om en stor forståelse fra Speedway-verdenen ser jeg frem til de kommende drøftelser om Speedways fremtid.

Med venlig hilsen
Jørgen Bitsch
Formand, DMU