Jørgen Bitsch er gået bort

Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Formanden for Danmarks Motor Union, Jørgen Bitsch er gået bort om formiddagen lørdag d. 5. august 2023.

Jørgen Bitsch blev indlagt d. 22. juli efter et alvorligt styrt på sin motocross-maskine og havde efterfølgende gennemgået en større operation.

Lægerne var positive efter operationen, hvor Jørgen var kontaktbar og kunne svare på spørgsmål.

Men på trods af Jørgens fremskridt, opstod der komplikationer under hans indlæggelse efter operationen, som medførte en meget pludselig bortgang.

Jørgen vil blive savnet, og han vil blive husket for sit kæmpestore engagement i motorsporten og Danmarks Motor Union.

Både som klubformand i Frederiksborg Amts Motorklub og Fredensborg-Humlebæk Moto Cross Klub, og ikke mindst som Formand for Danmarks Motor Union siden 2007 og Formand for ligaforeningen i Speedway.

Motorsporten har mistet en enorm drivkraft i Jørgen Bitsch, og familien har mistet en elsket ægtemand, far og bedstefar.

Hele Danmarks Motor Union sørger over Jørgens bortgang, og vi sender alle varme tanker til familien.

Æret være Jørgen Bitsch’s minde.