Kan danskerne øge EM-føringen i weekenden?

Foto: SportXpress

Anden afdeling af EM i speedway køres lørdag aften i tyske Güstrow, hvor danske Leon Madsen og Mikkel Michelsen kan udbygge deres føring i den samlede stilling.

Leon Madsen lagde sig i front af EM i speedway efter første afdeling med landsmanden Mikkel Michelsen i hælene på andenpladsen.

Begge kørere kommer fra det netop afholdte Hold-VM, hvor Danmark hentede en bronzemedalje. Der kunne man opleve udsving hos danskerne, der særligt i starten havde problemer med at finde en god opsætning på deres maskiner.

Lignende udsving ville også være problematiske i EM-serien, der kun består af fire afdelinger og dermed ikke giver plads til mange fejl. Men som forsvarende medaljevindere fra de forgangne år, har både Leon og Mikkel rigtig gode chancer for at udbygge deres føring.

Alle danskere til start

Der er i alt fire danskere med i EM-serien i år, hvor den unge Andreas Lyager har kvalificeret sig direkte og den erfarne Niels-kristian Iversen er med som reservekører efter afbud fra polske Grzegorz Zengota.

Andreas Lyager missede desværre første afdeling, da han grundet en skade på hånden ikke nåede at blive klar. Men han er nu igen fit for fight og klar til at tage revanche på lørdag, selvom der nok ikke er de store medaljeudsigter i denne sæson.

Niels-Kristian Iversen er også kommet godt fra start og ligger på en sjetteplads i stillingen med ni point. Han er dermed kun tre point fra polske Szymon Woźniak på tredjepladsen, og danskeren kan derfor stadig nå at bringe sig selv i spil i kampen om en EM-medalje.

Find stillingen og info om EM i speedway her

Stream EM i Speedway

EM i speedways anden afdeling køres i den tyske by Güstrow på lørdag d. 5. august kl. 19.00 og kan streames på den danske speedwayligas hjemmeside som pay per view.

Læs mere her

Kom med til SGP i Vojens

Oplev både de danske og internationale topkørere i speedway, når det individuelle VM kommer til Vojens Speedway Center lørdag d. 16. september.

Og fredag d. 15. september skydes speedwayfesten i gang i Vojens, når den sidste og afgørende afdeling af U21 VM (SGP2) afholdes.

Billetter og info kan findes her.