Julius Frellsen hædret af Stevns kommune

Tekst af Steen Pedersen

En lille kommune kan godt hædre sine borgere stort, hvis de har gjort sig fortjent til det.

Og det havde de, alle de unge mennesker, som kommunens udvalg for erhverv, kultur og turisme stod for på den årlige fejring af medaljetagere i diverse sportsgrene.

Der var til ceremonien også fejring af Stevnsprisen, som gik til to entusiastiske ledere af et MTB projekt, samt en initiativpris som gik til Trop- og seniorspejdere i Stevns Nord for deres fantastiske Halloween arrangement lavet af børn og unge.

At omtale ovennævnte her på dmusport.dk skyldes, at de mange tilstedeværende børn og unge gav hele arrangementet et stort og oprigtigt skær af sammenhold og glæde for alle. Naturligvis også de unge, som havde lavet store sportslige resultater. F.eks søskendeparret Anne og Emil Holm, der på videolink fra Bahrain på et træningsophold, fortalte om deres store chancer for OL deltagelse næste år i triatlon.

Således kom også fejringen af Julius Ahrenkiel-Frellsen, der som den sidste fik håndtryk, blomster og erkendtlighed fra borgmester Henning Urban Dam. Alle de unge blev afslutningsvis opstillet til fotosession, hvor man fik spejdernes helt specielle fejrings-salut/kampråb. En dejlig aften, hvor der i øvrigt var rekordstor deltagelse. De mange familiemedlemmer og trænere gjorde de unge medaljetagere ekstra stolte over sådan at blive fejret i sin egen ”baghave”.

Og tak også til Dagbladets lokale journalist Henrik Fisker. Uden hans skarpe årvågenhed, havde ingen opdaget Julius’ ret store bedrift, at tage bronze i Northern Talent Cup. Hverken jeg eller familien Frellsen var, inden hr. Fiskers påmindelse, opmærksomme på dette arrangement. Heller ikke kommunen selv havde bemærket noget, så i 2024 er vi alle på dupperne, hvis Julius tager en medalje.

Om det kommer til at ske er måske mere tvivlsomt, idet han og teamet har besluttet at gå all in og skrive kontrakt med det dygtige franske JEG team, der deltager i European Talent Cup. Her køres på kraftigere Honda NSF 250 cc racere, der kan opnå noget hurtigere omgangstider end NTC racerne fra i år. Et andet aspekt er også den væsentlig stærkere modstand, Julius vil møde. Netop det faktum har Julius diskuteret intensivt med især egen familie, som er hovedsponsor for Team DB 42.

Der var længe en stærk overvejelse at forblive i NTC serien, hvilket teamet fik tilbudt. Her ville Julius overvejende køre på kendte baner, samt formentlig møde mere overkommelig modstand således at en samlet sejr var i udsigt i 2024. Direkte forespurgt i aftes, sagde Julius at han glædede sig til endnu hårdere konkurrence og nye udfordringer, trods hans egen realistiske forudsigelse: Håb top 10, drøm top 5. Respekt for den beslutning.

Ovennævnte betyder også nogle ændringer for teamet, nok især for ”blæksprutten” som er far, crew chief, mekaniker, kok, chauffør og sikkert lidt mere, Johannes Frellsen. En stor ændring bliver de årlige 70-80.000 km på landevejene, som bliver meget mindre i 2024. Både løbs- og træningsracere incl den heftige Motard står nu i Spanien, så det bliver flyvning til næsten alt, hvad der måtte komme af løb og træning i forbindelse med ETC serien, der primært køres på sydeuropæiske baner.

Undertegnede kan naturligvis ikke nære sig for at spørge ind til om Julius og teamet ser frem til lidt december-afslapning i julestemning? Næsten samstemmende kom det fra mindst 2 personer: ”Jo vi glæder os bestemt til resten af december. I morgen tager vi til Spanien og træner nogle dage, og det gør vi også i dagene mellem jul og nytår.

Manglende entusiasme kan man ikke beskylde familien og Team DB 42 for. Undertegnede og dmusport.dk vil ønske hele teamet en god jul og et godt nytår og håber på mange fotos og nogle trænings- og løbsreferater, så vi i fremtiden kan holde os a-jour med den kommende sæson.