Julius Frellsens sidste træning inden ETC
Vi har modtaget update fra Julius Frellsen fra DMU’s talenttrup i Road Racing, da det snart går løs for den unge kører, der deltager i European Talent Cup denne sæson.
Julius havde i den forbindelse sin sidste træning sammen med sit Team JEG Racing, først på Andalucia banen, og derefter på Jerez i Sydspanien.
Her skulle de sidste detaljer med opsætning af hans Honda NSF 250R foretages.
Julius har nemlig over vinteren og frem til nu arbejdet målrettet på at ændre sin kørerstil fra KTM 250 (RC4R) til Honda NSF 250R.
De to maskiner ligner hinanden på papiret, men er meget forskellige at køre på i praksis. Honda NSF 250R er noget anderledes og kan bl.a. have mere svingfart, så der ikke skal bremses i lige så god tid ind i et sving som ved KTM’en.
Julius mener da også, at det er en god ting at skifte mellem maskiner, for derved at ændre kørerstil, da man skal kunne køre stærkt på alt, og ikke gro fast på en cykeltype/kørerstil.
Derfor træner Julius jævnligt på mange maskintyper, som Bucci 190 ccm (12” minicykel), Husqvarna Super Motard 450 ccm, og naturligvis stadig sin KTM RC4R, for at holde de forskellige kørerstile ved lige.
Til den sidste træning fik Julius også mulighed for at tale mere indgående med en af teamets japanske kørere, Nao som kører spansk mesterskab på sin Honda 1000ccm, og teamets japanske data-samarbejdspartner.
I næste uge går det hele i gang med første runde af Jr. GP ETC i Italien på Misano banen, og forventningerne er store hos Team Frellsen.