Leon Madsen vinder GP’et i Vojens
Leon Madsen stod øverst på skamlen til GP’et i Vojens
For første gang siden 2012 var det en dansker der stod øverst på podiet til GP’et i Vojens. Leon Madsen kørte en tæt på fejlfri aften, og endte med at vinde afdelingen, da han på sidste omgang overhalede svenske Frederik Lindgren, og krydsede målstregen som fortjent vinder. Madsens sejr blev overværet af omkring 14.000 ellevilde tilskuere, der kunne smide armene over hovedet da det stod klart at det for første gang i over 10 år blev en dansk sejrherre på banen i Vojens.
Den forsvarende verdensmester Bartosz Zmarzlik blev inden løbet udelukket, da han havde kørt med en forkert dragt til kvalifikationen tidligere på dagen. Det betød, at den danske 1. reserve Mads Hansen fik fuld kørertid. Hansen greb chancen og leverede flot kørsel det meste af aftenen. Derfor endte han i en semifinale sammen med den faste GP-kører Mikkel Michelsen. De to danskere endte desværre 3 og 4, og var dermed ude af løbet.
Både Rasmus Jensen der var med på et wildcard, og den danske 2. reserve Benjamin Basso, kørte ligeledes lørdagens GP-afdeling, dog uden nogen nævneværdig succes.