Stemningsindtryk fra DM-A-finalen på Nisseringen

DMU’s fotograf og skribent Steen Pedersen var i weekenden til DM-A-finalen på Nisseringen. Årets største MX-løb gjorde indtryk, herunder i særlig grad de frivillige kræfter, der får sådan et arrangement til at lykkes og være en succes. Her kan du læse om Steens oplevelse og se hans flotte billeder fra dagen.

DM A Nisseringen

tekst og fotos af Steen Pedersen

DM-A på Nisseringen – en overskrift, som for uindviede måske kunne lyde som et mesterskab for A-klasse julemænd, kort før de rigtigt skal i gang med deres arbejde inden jul..! Næh DM A MX er noget ganske andet og ikke mindre spændende. DM moto-cross for A-klasserne, og især finalen, har altid stået som noget unikt, når landets bedste kørere udi denne meget krævende sport, skulle have afgjort guld, sølv og bronze mellem sig.

En tur til Toksværd lidt uden for Næstved, hvor den navnkundige Nissering ligger, og har gjort det i mange år. Her er man kommet til ”Lodal-land”, en familie, der i den grad har sat (og stadig sætter) et stort aftryk på begivenhederne i NMK og banen. Straks fra morgenstunden afsløres et stort set-up. Her mødte jeg ved porten billetsælgerne, der allerede 2 timer før løbsstart, var godt i gang. Længere fremme endnu en port og en official, videre endnu en, som kunne lede mig på plads for parkering af ”presse-motorcyklen”.

Med andre ord emmede alt bare af styring og kontrol – ikke på Stasi-måden, men på ro og styr på tingene måden, sådan at alle kunne føle sig tilpasse med deres forskellige roller. Man må huske, at MX godt nok er en individuel sport kører mod kører, men den er i den grad familie-orienteret, idet ingen MX kører i dag kan klare sig alene. Således møder man da også alle slags mennesker, alle aldre og alle køn. Et superdejligt sammensurium af glade mennesker, som deler glæden og oplevelsen i sporten.

Det var altså også et superdejligt sensommervejr, man blev mødt med. Jeg tænker måske at en af de første gode NMK folk, jeg mødte, måtte have en finger med i spillet mht det gode vejr. Det var nemlig Arne Lodal. På dagen miljøchef, normalt en fuldtids arbejdende installatør, der da i øvrigt også er hovedformand for hele NMK, der som bekendt også omfatter autosport. Ikke svært for Arne, der stadig er en ung mand på kun 70 år…!! Jeg er sikker på, at vejrguder, miljøguder og andre guder værdsætter den styr, som på Nisseringen har på tingene, også det miljømæssige.

I det hele taget føles det bare godt, at være her. Næsten som en weekend-ferie. Her er gode toilet- og cafeteria-forhold, og cafeteria’et har selvfølgelig også ”udeservering” i terrænet, således at publikum aldrig skulle gå langt eller stå længe i kø for at få mad og drikke, hvis man ikke selv havde medbragt dette.

For en gammel moto-cross’er (det hed ikke MX dengang) som mig, var det også en udsøgt fornøjelse at møde folk på min egen alder (kun 66) fra både NMK men også andre klubber i landet, gå forbi og sige ”hej Steen”..! Nogle gange en kort snak om gamle dage og vores ungdom, andre gange lidt snak om hvordan det går her og nu.

Selve løbene vil jeg ikke komme nærmere ind på, da disse bliver beskrevet, fotograferet, ”dronet” og analyseret af langt mere professionelle folk end jeg. Nævnes skal dog at løbene var særdeles spændende, idet netop medalje-placeringerne ikke var helt på plads, så der var meget at kæmpe om.

Nævnes bør dog en af deltagerne, der nok ikke i hendes egne øjne er noget særligt, men det var hun på dagen i mine øjne. 22 årige Sara Andersen fra MC Svendborg, var som eneste kvinde tilmeldt MX2 Open. Hun har evner på en crosser, som en del drenge/mænd vil misunde hende, men som Lea fra DMU nøgternt konstaterede: ”Så må de jo bare træne noget mere”. Ja det er jo rigtigt nok.

Sara sidder super på sin KTM racer, og håndterer den godt i forhold til mange konkurrenter. Banens mange vanskelige spor, klarede hun på en sikker og hurtig  måde, så hun vandt flere placeringer ved ikke at køre over evne og styrte.

Når man fulgte hende på raceren rundt på banen, kunne det flere gange observeres, at gutterne lige foran hende brugte for meget tid på at kigge bagud, i stedet for blot at køre deres eget løb og ikke være så skrækslagne for at blive slået af en kvinde. Hun er jo i virkeligheden bare en konkurrent. Og ikke en hvem som helst. Nyligt nr 5 samlet i VM for kvinder…! Wow. På dagen placerede hun sig i begge heats i den bedste halvdel.

Jeg må tilstå, at jeg da kunne føle mig lidt stolt over at få en lille foto-session med den helt nede på jorden Sara. MX sportskoordinator Lea Kahlke fra DMU lod sig lettere modvilligt fotografere sammen med Sara. Lad mig sige min mening kort. Sara og Lea gør det rigtig godt i en ellers mandsdomineret sport.

På vej til ”presse-motorcyklen”, stødte jeg igen ind i Arne, som hurtigt nævnte, at han nu havde lidt tid til en kort snak. Jeg havde tidligere spurgt ind til hans syn på sikkerheden i sporten, men han havde for travlt. Set i lyset af nogle meget alvorlige ulykker på det seneste, tænkte jeg at han som tidligere topkører, også internationalt, måske havde nogle tanker om dette.

Det havde han. Det første, som falder ham ind, er banernes beskaffenhed i dag kontra førhen. ”De er simpelthen alt for jævne og ”slikkede”, så kørerne får enorm fart på racerne. Jeg kunne tænke mig et samarbejde klubberne imellem, så vi kun slæbte og jævnede banerne f.eks en gang om måneden”, udtaler Arne. ”Vi er så heldige at have to baner i klubben, en løbs- og en træningsbane. Men hvis den ene er lidt mere jævn end den anden, plager kørerne om at køre på den mest jævne, selvom vi helst vil undgå det af praktiske årsager”, nævner han.

På mange måder mener Arne, at en del kørere kan være lidt for primadonna agtige i dag. F.eks nævner han et andet sikkerhedsmoment, som egentlig kunne løses ret simpelt. ”Nogle kørere, der er styrtet uden at have slået sig, går bare deres vej fra en racer, som ligger midt på banen og udgør en fare for efterfølgende kørere. De bør s.. have en bøde eller et gult kort. Ihvertfald en form for straf. Vi er jo ikke på en fodboldbane, hvor samararitter og hjælpere bare er få sekunder væk. På en cross-bane kan det tage lang tid. Især til træninger, hvor der i sagens natur ikke er ret mange officials/svingposter, hvis nogen overhovedet.

Videre nævner Arne, at man ikke skal tage unødige chancer. ”Chancer skal man altid tage i sport, hvis man vil vinde, men ikke unødige. Vi må jo se i øjnene, at vores sport ikke er ufarlig”. Og nok så vigtigt nævner Arne en ting mere, som måske er lidt overset, og som fra helt ung har været hans eget varemærke for i vid udstrækning at undgå skader. ”Generelt skal kørerne simpelthen være i bedre form. Og nej jeg skærer selvfølgelig ikke alle over en kam, men det er en kendsgerning at god form i forhold til din sport, er ret afgørende for at minimere skader”, afslutter Arne. Hmm det lyder ikke helt forkert, og mon ikke man nemmere klarer at blive DM-mester, hvis man er i god form, frem for det modsatte

Tak til Arne, tak til alle de frivillige NMK’ere og andre frivillige på dagen. Og tak til Lea for at skaffe mig adgang til dette super-arrangement.

Steen Pedersen