LØBSSÆSONEN 2020 I MX INDSTILLES

Regeringen præsenterede i fredags skærpede restriktioner i forbindelse med Covid-19. Med baggrund i disse restriktioner er det blevet besluttet at aflyse den resterende del af løbssæsonen i motocross.

En af de skærpede restriktioner er, at forsamlingsforbuddet blev sænket fra 100 til 50 personer over hele landet. Hen over weekenden er flere muligheder blevet vurderet i forhold til de tilbageværende løb indenfor motocross.

Ud fra den nuværende Covid-19 situation i Danmark har vi besluttet at aflyse resten af de planlagte MX-løb i år 2020.

Løbskalenderen blev planlagt i juli måned, da vi havde udsigt til at måtte være samlet 200 personer. Da forsamlingsforbuddet blev fastholdt ved de 100, klarede vi sammen med klubberne at planlægge os ud af den situation. Men vi kan desværre ikke stå inde for afviklingen af vores løb med et forsamlingsforbud på 50 personer.

Det handler dels om, hvad der er praktisk muligt i forhold til grupperinger af 50 personer for de forskellige arrangementer og klubber, men lige så meget om, at vi har et ansvar overfor vores deltagere og pårørende, som skal kunne føle sig trygge ved at deltage i vores arrangementer. Endelig har vi et samfundsmæssigt ansvar at leve op til i forhold til den generelle udvikling, nedlukning og tilbagerulning, som vi oplever lige nu.

Alle de kørere, der havde tilmeldt sig et af de nu aflyste løb, vil få refunderet deres løbstilmeldingsgebyr til deres betalingskort hurtigst muligt.

DM-serierne tæller som Danmarksmesterskaber med to afviklede afdelinger. De kørere, som ligger nr. 1, 2 og 3 i DM-stillingerne i dag, vil få tilsendt deres medaljer med posten. Ligeledes vil de kørere, som ligger nr. 1, 2 og 3 i C Cup Mini/Maxi, OB C 30+, Dame C Cup og Pige C Cup få tilsendt deres pokaler, og de tre højest placerede klubber i Kids Cup vil få tilsendt deres trofæer. Vandrepokalen i Kids Cup skifter også ejermand.

MX-reglementets bestemmelser om oprykning på baggrund af placering i det endelige resultat (§ 7.2) suspenderes i år. Det vil sige, at top 3 i B MX1, B MX2 og OB B30+ og top 3 i OB C 30+ ikke automatisk rykkes op i hhv. A- og B-klassen til 2021. Ønsker man oprykning, kan man kontakte DMU derom.

Vi ved, at mange kørere havde set frem til at køre de afsluttende afdelinger – nogle for at forsvare deres føring i tabellen og afslutte sæsonen med manér, andre med håb om at kunne udfordre de førende og måske køre sig på podiet til sidste afdeling. Til alle jer vil vi sige, at vi er OGSÅ ærgerlige over de begrænsninger vi har oplevet i 2020, og vi havde også hellere været foruden Covid-19.

Vi vil gerne rette en stor tak til klubberne for deres store indsats med at få afviklet løbene indtil nu under betingelser, som har været uvante og vanskelige for alle.