Mere VM til Glen Meier – pressemeddelelse

Glen Meier har allerede høstet sine første VM point i år, og har ligeledes fået sat en god portion VM erfaring ind på MX kontoen. Nu får han seks VM afdelinger mere.

Det er Glen Meier og Team Specialmonterings gode samarbejde med JK Yamaha Racing, som endnu en gang resulterer i VM-start til Meier. Denne gang går aftalen på at køre de sidste seks VM-afdelinger i henholdsvis Lommel, Belgien og Trentino, Italien. Og Meier har forberedt sig bedst muligt.

– Efter VM i Italien var der allerede lidt snak om, at jeg skulle køre mere VM, så da jeg landede i Danmark, pakkede jeg bilen og kørte til Lommel for at træne. Jeg fik også trænet dér, men det hele sejlede i vand, så vi kørte videre til Don Kirk, hvor jeg har fået trænet noget sand, siger Glen Meier med henvisning til, at han er klar til tre VM afdelinger på sandbanen Lommel.

Med seks VM afdelinger mere til Glen Meier, rejser det et naturligt spørgsmål om muligheden for at køre VM til næste år, og det er selvfølgelig også noget Glen har tænkt over.

– Jeg vil selvfølgelig rigtigt gerne køre VM til næste år, men jeg må også være realistisk omkring, at jeg selv skal komme med nogle penge. Vi arbejder allerede så småt på det, men foreløbigt må vi vente og se, hvad vi kan få til at lykkes, slutter Glen Meier.