Nicolaj Thybring går all in på VM Hard Enduro
Ambitionerne hos det 16-årige endurotalent Nicolaj Thybring er vokset støt over de seneste år. Nu er han klar til at tage udfordringen op ved at køre det fulde junior-verdensmesterskab i Hard Enduro.
Karrieren i motorsporten startede dog et helt andet sted for Nicolaj, som kørte motocross i mange år. Senere kom så en skade, så han måtte se sig efter et alternativ til crossbanen.
Her blev en træningsskole for hhv. trial- og endurosporten afgørende for Nicolajs nye retning:
– Jeg kom i kontakt med både Ole Kristensen og Peter Weiss, som afholdte træningsskole for trial og enduro. Begge sportsgrene adskilte sig en del fra motocross, som jo bliver meget ensformigt og intensivt, fortæller Nicolaj.
I trial og enduro skal kørerne igennem et åbent terræn med forskellige forhindringer, hvor teknik har meget stor betydning. I sidste ende var det dog endurosporten, som er en blanding af langdistance- og forhindringsløb, der talte mest til Nicolaj.
Det blev også til en plads på DMU’s endurolandshold, hvor der kom mere fokus på at deltage i internationale mesterskaber med stor hjælp fra landstræner Alex Mikkelsen.
I 2022 tog Nicolaj så et stort sportsligt skridt og flyttede til Rumænien for at fokusere endnu mere på at dyrke sporten professionelt.
– Jeg fik muligheden og det var meget spændende, da sporten er meget større i Rumænien end i Danmark. Og det var her i 2022, at jeg kom endnu mere ind i sporten og fik mere og mere lyst til at køre VM, fortæller Nicolaj.
I 2022 deltog han således i mange rumænske løb samt flere af de store løb rundt i verden: Xcross, Erzberg, Romaniacs, Abestone, See2Sky og et enkelt løb i de spanske hard enduro mesterskaber.
Nyt spansk eventyr
Der blev sat mange oplevelser i banken for Nicolaj Thybring i 2022, men det var kun begyndelsen. I 2023 tog han nemlig endnu et spring og flyttede til Spanien for at jagte sin drøm om at køre VM i Hard Enduro.
Han er samtidig blevet optaget på det spanske team AG Racing og får her kyndig vejledning og træning af det kendte enduro-søskendepar Alfredo og Sandra Gomez, som Nicolaj fortæller:
– Omkring jul kontaktede jeg Sandra Gomez, som før har trænet mig. Sandra er en af verdens bedste kvindelige endurokørere og har lært mig meget, siden jeg startede med træningen i Spanien i januar.
– Oveni inden jeg kom til Spanien, tilbød Alfredo mig to ugers træning med ham i Andorra. Og ligesom Sandra, så er han også et stort idol med mange enduro-resultater på CV’et. Så det takkede jeg naturligvis også ja til.
Planen for 2023
I øjeblikket gør Nicolaj Thybring sig særligt bemærket i det spanske juniormesterskab i Hard Enduro, hvor han ligger på en samlet andenplads. Her er håbet om medaljer stort, mens han stadig er ydmyg omkring det samlede junior-verdensmesterskab:
– I det spanske juniormesterskab er jeg indtil videre endt på en andenplads i hver afdeling bagefter den samme kører på førstepladsen. Mit mål er at komme foran ham, og jeg tror faktisk, det realistisk, selvom han er meget mere erfaren end mig og er 22 år.
– Junior-verdensmesterskabet i Hard Enduro er lidt en anden snak. Her er niveauet oppet væsentligt fra min sidste sæson med mange dygtige kørere. Så her er mit mål at køre hele VM-serien og lære mest muligt af det. Så en VM-medalje er nok ikke inden for rækkevidde, men det er første skridt til at blive bedre og bedre på den internationale Hard Enduro-scene, afslutter Nicolaj Thybring.
Nicolaj Thybring har en lang og spændende VM-sæson foran sig, og du kan følge med på hans Instagram profil, hvor han beretter om sine resultater under @nico_thybring