Nyt fra SK Enduro november 2023

Den frivillige Enduro Sportskommission afholdt mandag d. 30/10 møde om den afsluttede sæson og igangværende projekter. Nedenfor kan du læse en kort gennemgang af hovedpunkterne.

Ved SK-mødet vendte man erfaringerne fra testene af et alternativt tidtagersystem gennem 2023.

Der har været forskellige tilbagemeldinger, hvor det er værd at bemærke, at man har testet en række transpondere af i forskellige prisklasser, for at finde den billigst mulige, der virker pålideligt og efter hensigten. Efter erfaringerne i 2023 vurderer folkene bag systemet nu, at der ikke er behov for flere test og at man har fundet den rette transponder og opsætning, der ville kunne bruges ved løb.

Det kræver stadig flere overvejelser fra SK Enduros side, om det alternative tidtagersystem skal tages i brug ved de danske enduroløb. Derfor vil SK Enduro melde ud helt konkret og i god tid, hvad planerne bliver for, om man vil tage systemet i brug.

Som afslutning på sæsonen vil SK Enduro sende et spørgeskema ud til kørere med endurolicens i 2023. SK håber, at kørerne vil svare på skemaet og evaluere på sæsonen, samt planerne for 2024.

Spørgeskemaet bliver sendt til kørernes oplyste mail i DMU’s system, og svarfrist er sat til søndag d. 19/11.

SK Enduro er ligeledes i dialog med enduro-landstræneren og DMU’s sportschef med henblik på talentudviklingen i 2024. Landstræneren kommer i den forbindelse med en detaljeret plan for udtagelse af talenter, deres træningsaktiviteter og målsætninger for 2024.

Slutteligt vil SK Enduro i kommende sæson kigge på flere tiltag, som kan vække interessen hos MX-kørere til at starte til enduro. Enten som supplement eller hvis man af andre årsager er på vej ud af MX-sporten.

Du kan læse hele referatet fra SK Enduro her

Mød SK Enduro

Sportskommissionen i Enduro består af frivillige, der er valgt af DMU’s Enduro klubber.

Kommissionens arbejde består primært i at tilpasse enduro-reglementet, planlægge hver sæson for alle medlemmer og kørere, samt sikre sportens og klubbernes udvikling i Danmark.