Pressemeddelelse: Line Dam og Glen Meier kørte et godt VM
Team Specialmonterings to kørere Line Dam og Glen Meier kørte henholdsvis VM for kvinder og VM MX2 denne weekend på Matterley Basin banen i England, og begge kørere fik en god start på denne sæson.
Forud for lørdagens træning og kvalifikationer blev banen ramt af kraftig regn og vind, som resulterede i, at hele podieområdet blev blæst ned, og det betød også nogle ændringer i tidsplanen for kørerne. Line skulle oprindeligt have startet med træning kl. 7:50, men pga. uvejret blev hele tidsplanen skubbet til kl. 12. Her blev træning og kval langt sammen, og med kun 15 min. kval, og en meget lang og mudderet bane, så var det svært at få lavet en perfekt tid, men Line kvalificerede sig som nr. 9.
– Lørdag eftermiddag kørte vi første heat. Vi valgte at skifte baghjul efter prøveomgangen, det gav lidt problemer, da vi ikke havde meget tid inden bommen faldt. Vi lavede en ”rookiemistake” og glemte at pumpe bagbremse, så da jeg ramte første sving, var det uden bagbremse og med en masse mudder og kaos. Jeg kom heldigvis igennem det, og kørte et fint heat uden for mange fejl. Dog måtte jeg smide brillerne med tre omgange igen, men endte som nr. 9, siger Line om lørdagens kørsel. Endnu bedre gik det for Line om søndagen.
– Søndag kom jeg fra start som en 5 stykker, men faldt lidt ned i feltet. Jeg havde nogle gode kampe og sluttede heatet som nr. 8. Samlet i weekenden og dermed også samlet i VM ligger jeg nr. 6. Jeg er glad for at komme godt i gang med VM sæsonen og starte med to stabile heats, slutter Line Dam.
Glen Meier har egentlig EM som sit fokus i denne sæson, men han fik muligheden for at erstatte JK Yamaha Racings MX2 kører Jere Haavisto, og dermed en unik mulighed for at få kørt noget fart i kroppen inden EM starter næste weekend.
– Super fed weekend i England. Havde ikke den bedste kval, hvor jeg lige skulle vende mig til en anden cykel og kvalede som nummer 33, siger Glen om den nye situation med VM deltagelse og forsætter:
– I første heat ligger jeg nr. 26 da jeg laver et ordenligt styrt på sidste omgang og ender som nummer 35. I andet heat slutter jeg som nummer 25, så jeg er tilfreds med weekenden, hvor jeg lærte en masse og havde gode kampe igennem begge heat. Med et par bedre starter kunne jeg godt køre med i pointene, slutter Glen.