Speedwaylandshold fit før ny sæson

Det danske speedwaylandshold har gennemført en række fysiske tests i Odense, og – sammen med U21 holdet – kørt omgange på slaggerne i Kroatien. Den kommende weekend drager tolv U21 kørere til polske Pila, hvor der både trænes og køres testmatcher.

Der er kun seks uger til årets første store styrkeprøve på dansk grund.

Lørdag den 20. april danner Varde Motor Arena rammen om det løb, som skal afgøre, hvem af de danske speedwaystjerner, der kører sig videre i årets kvalifikationsløb til både VM og EM serierne.

Tre uger efter indledes årets Par VM – Speedway Of Nations – i britiske Manchester, hvor Danskerne skal indløse billetter til finalerne i russiske Togliatti og søge en forbedring af 4. pladsen fra i fjor. Derfor har det danske landstrænerteam, Hans Nielsen, Erik Gundersen og Henrik Møller – siden nytår – haft flere samlinger med bruttotrupperne, både for senior, U21 og ungdommen i 85cc og 250cc.

– Ud over de individuelle styrker, er samarbejde og holdånd nogle af nøgleværdierne i vores landsholdstrupper. Der var rig mulighed for rigtig meget træning, da vi havde banen, helt for os selv, i to dage fra kl. 10 til 16. Træningen gik rigtigt fint, med kun et par småstyrt. Første træning på sæsonen går mest med at komme i ”Speedway” form, få cyklerne kørt til, prøve nye motorer, forskellige dæk osv. Der blev også kørt en del heat med startsnor, så de fik set hinanden lidt af. Nu er de så klar til de næste opgaver, som for de fleste, er træning og testmatcher i Polen og Tyskland, fortæller Hans Nielsen om opholdet i Kroatien.

Valget af Gorican er ikke tilfældigt, da banen senere på året er vært for både grandprix kvalifikationsfinalen, og EM kvalifikation.

U21 hold i Pila

I den kommende weekend rejser Hans Nielsen og Henrik Møller med to U21 hold til Pila for at køre testmatcher mod polske kørere i U21 regi. At det lige er i Pila, er ikke helt tilfældigt, fordi det var i denne polske klub, hvor Hans Nielsen afsluttede sin aktive klub- karriere. Nielsen blev i 2018 hædret som æresborger i Pila, og har naturligvis bevaret sit store netværk i polsk speedway. Selv om Polen er ærkerivalerne i U21 regi, bliver venskabet således til gavn for dansk speedway ungdom.

Kørerne i Pila er Patrick Hansen, Marius Nielsen, Jason Jørgensen, Jannik Sørensen, Nick Agertoft, Benjamin Basso, Emil Breum, Mads Hansen, Sebastian Mortensen, Jonas Jeppesen, Morten Pipenbrinck, Mathias Nielsen, Kenneth Jürgensen og Jonas Knudsen.

Det danske U21 landshold indleder VM kampagnen i slutningen af juni måned.