Farvel til speedwayikon Frank Hansen
Dansk speedway måtte sidste uge sige farvel til et anerkendt navn i sporten, Frank Verner Hansen, der i en alder af 86 år sov ind efter kort tids sygdom.
Frank var æresmedlem i DMU såvel som FIM og knyttede mange gode kontakter i motorsporten, ikke mindst til sin personlige ven Ole Olsen, der i 70’erne var med til at sætte dansk speedway på verdenskortet.
Selvom Frank Hansen startede med at køre orienteringsløb, så lå interessen for motorsport primært hos speedway, hvor han var mest kendt for sin store dedikation til sporten og sit kæmpearbejde på Korskro-banen.
Frank Hansen havde sit eget smedefirma, der i 1994 fusionerede med E. Skov Jørgensen. Både på sit arbejde og i fritiden var Frank Hansen et yderst aktivt menneske, som indtil for nylig var en slags alt mulig mand hos E. Skov Jørgensen, hvis medarbejdere satte pris på hans loyalitet og væremåde. Frank Hansen var i firmaet næsten hver dag og var kendt som et rigtig godt menneske.
Ære været hans minde.
I JydskeVestkysten kan du læse hele Frank Hansens nekrolog.